109 / 372
98
deres første Kundskab paa Barberstuen og som senere ernærede sig
som Barber sideordnet deres kirurgiske Stilling. Til de mest bekendte
hører den førnævnte
J a c o b v. A sp e r n ,
der var Oldermand for Amtet
i Tiden fra før Tyverne. Endvidere var
L a m b e r t V oltelen,
efter Herh.
og Mansa244), en meget anset Kirurg. Han blev Amtsmester 1721 og
udlærte en Del Svende. Fra 1730—49 indførte han ikke mindre end
11 Lærlinge i Amtet, og Lærlingenes Antal stod som et Udtryk for
den Anseelse, Amtskirurgen nød. 1730 ansattes han som Kirurg
ved Kvæsthuset og fik 1734 aarligt tillagt 170 Rdl. for at have Tilsyn
med Søetatens Pensionister og Fattige. Han afgik herfra 1743 og
efterfulgtes af A. C. Trant.
M a rtin L a b e s,
der i Tiden fra 1735—1757
udlærte
11
Lærlinge, nød ogsaa som Kirurg stor Anseelse.
G a briel
W e d d e r k a m p
var meget anset som Operatør. Fra 1730 —1756 udskrev
han 12 Elever. Da det kgl. Frederiks Hospital i 1756 stiftedes, blev
han nævnt som en af de Kirurger, Overkirurgen skulde tilkalde i
særlig vanskelige Tilfælde245). Desuden nævnes
A . G. M u x o ll,
der
udskrev 7 Lærlinge,
A b r a h a m J a n s e n
paa Vandkunsten, Enkedronning
Charlotte Amalies Livkirurg,
A n d r e a s B a ltz e r
ved Stranden, rimelig
vis en Søn af den fra 1702 nævnte Christoffer Baltzer og Fader til
den Christoffer B., som han i 1735 lod udskrive af Amtet. Endelig
var der
J o h a n H e n ric h se n ,
som blev anset for at være en dygtig og
erfaren Kirurg. Han boede ved Holmens Kirke og udskrev fra
1730—1753 ialt 7 Elever. I en »Udsigt over Kirurgiens Tilstand«
paa den Tid udtaler Dr. Johan Clemens Tode246) sig om de daværende
Kirurger af forskellige Slags og hævder navnlig, at trods den Nytte,
som det senere i 1785 oprettede kirurgiske Akademi gjorde, beviser
Tiden forinden, at der ogsaa uden et saadant kunde fremstaa Berømt
heder paa det kirurgiske Omraade, og godtgør Rigtigheden af sin
Paastand ved at nævne en Del Navne i Flæng, fornemlig dog paa
Operatører og Regimentskirurger. »Hvorfor«, spørger han, havde man
disse Mænd da allerede? »Fordi de havde Anlæg, Kald, Geni; fordi
der altid er Kultur nok til at udvikle de mere end almindelige Ta
lenter«. Efter at han, S. 219, havde givet Amtskirurgerne det Skuds-
maal, at der endog var nogle af dem, som ikke gav en
W o h le rt,
en
H e u s-
sig er
og en
S c h ø n h e y d e r
meget efter, afslutter han nærværende Afsnit
med følgende Bemærkning, hvori han med Forkærlighed drager oven
nævnte J. Henrichsen frem for Dagen. »Rang alene giver ingen Værd,
og den sande Værd behøver den ikke.
H e n r ic h s e n
var berømt som
en øvet Haandlæge, særdeles heldig i at behandle Benbrud. Naar