113 / 372
102
skaffe 20 Barbersvende til Søtjeneste. Tillige skulde Amtet opgive
Navne og Bopæle paa de Barberer, som ikke har Tilladelse til at
praktisere. Befalingen om de 20 Svende var vanskelig at efterkomme,
fordi der var Mangel paa saadanne og Mesterne ikke godt kunde
afse nogen af de Svende, de havde. Der indløb et Par Dage efter en
paamindende Skrivelse til Amtet, og dette besluttede saa, da der end
nu manglede 10 Underbarberer, at opgive for Magistraten, at de
manglende vilde kunde skaffes tilveje blandt de Ikkeprivilegerede eller
Fuskerne. Dette lykkedes dog heller ikke for Amtet, hvorfor det blev
henvist til fra Tyskland at forskrive Svende, hvis Omsorg og For
plejning det paahvilede Amtet at bære og bekoste.
AM T SK IRU RG IN ST ITUT ION EN S KULM INAT ION .
Paa nærværende Tidspunkt, omkring Midten af det 18. Aar-
hundrede, tør det maaske nok siges, at Amtskirurginstitutionen naar
sit Højdepunkt af, hvad den havde betydet, betød og kom til at be
tyde som Lægefaktor i Staten. Det Grundlag, paa hvilket den en
kelte Amtskirurgs oprindelige Uddannelse og Udvikling hvilede, var
for elementært og ufuldkomment til, at det i Længden kunde bære
Institutionen frelst igennem overfor de Krav, som Tidens Udvikling
stillede. Med al Respekt for, hvad Amtskirurgerne egentlig praktisk
evnede at yde, støttet af den Kundskab, som de paa det særlige Om-
raade havde erhvervet i Crugers Theater eller iøvrigt tilegnet sig, saa
manglede der dem den videnskabelige Basis, uden hvilken de ikke
formaaede at holde Stand og hævde den Stilling, som Tidernes Gunst
og deres egen Fortræffelighed nu engang havde forlenet Institutionen
med. Sagen var, at det attraaværdige Maal for langt de fleste Barber
svende var et Amt, hvorved Erhvervet og Udkommet blev dem sik
ret. Her blev de staaende. Med Udstaaelsen af Læretiden, med Af
læggelsen af Eksamen og Udredelsen af den kontante Betaling for
Amtsrettigheden var Grænsen sat, Herligheden naaet. Derudover greb
i Almindelighed ingen Tilbøjelighed dem til yderlig at studere og
tage den Grad, der ikke blot vilde have gjort dem mere dygtige og
alsidige som Læger, men tillige socialt have banet dem Vej til de
højere Læge- og Lærerstillinger i Samfundet.
Egentlig kan det siges, at den Forret, som Amtsprivilegierne gav
og havde givet Mesterne, nu kom til at virke som en Hæmsko paa
en yderligere Udvikling, idet den i første Omgang udelukkede Nød