Previous Page  164 / 372 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 164 / 372 Next Page
Page Background

147

vendt, bindende fra deres som fra Mesternes Side. Fæstetiden over­

holdtes strængt og kun særlige Omstændigheder tillod Afvigelser fra

Reglen. Derfor kunde en Svend i 1730 faa Medhold hos Amtet, da

han klagede over sin Mester, der havde givet ham Afsked den 3.

Juli, midt i Halvaaret. Medholdet fik han til Trods for, at Mesteren

som Forsvar paaberaabte sig Svendens Ulydighed og Udeblivelse om

Nætterne. Mesterens Grunde var for hin Tid gode nok, men da

han ikke havde taget Tiden iagt og afskediget Svenden straks, da

denne forbrød sig eller meddelt Amtet noget derom, kendte Amtet

for billigt, at han skulde give Svenden Løn til Mikkelsdag, og tillige

betale Amtsgebyret. Om Svenden tillige fik tilkendt det af ham

begærede Underhold, meldes der intet om. Senere protesterede

Mesteren mod denne Kendelse, men Amtet afviste Protesten, hvor­

til det intet Hensyn kunde tage og Kendelsen skulde staa ved

Magt.

Fra 1745 blev Opsigelsesfristen fra begge Sider 6 Uger før de

nævnte Skiftetider.

Svendelønnen var 8 Rdl. om Halvaaret, Kost og Logi, det var

hvad Mesteren havde at udrede. Sandsynligvis har Svenden haft

nogen Bifortjeneste f. E. Procenter af Indtægten ved Bykunderne,

hvoraf Mesterne ofte kunde have forholdsvis mange, 30—40, af den

forefaldende Sygepraksis og muligvis har Svendene ogsaa fusket,

hvad jo rigtignok var strængt forbudt, og naar det blev opdaget,

straffedes med høje Bøder. Saaledes maatte en Svend ved Navn

Grim, der i 1746 for sig selv havde barberet Baron Brockdorff, be­

tale 2 Rdl. til Fattigbøssen.

Man skelnede mellem den faste Svend og Sustentationssvenden.

Denne modtog kun sit Underhold, Kost og Logi, men fik ingen Løn,

og for det maatte han udrette sit Arbejde i Forretningen. Forøvrigt

var et saadant Forhold selvfølgelig kun af midlertidig Varighed og,

som det hedder i 1745 Forordningens Paragraf 8, »Ingen uden

fremmede rejsende og her til Staden ankommende Svende maa fordre

eller gives Sustentation, fri Kost og Logi. Dette »Benificium« var

forbeholdt kun disse og »i ingen Maade at forstaa om dem, som

enten begiver sig af Condition eller ikke vil rejse.«

Ejendommeligt var Forholdet mellem Bykunden, Mesteren og

Svenden. Ofte synes det, at Kunderne var Svendens Ejendom Svenden

førte dem med sig fra Plads til Plads. Men mærkeligere er saa-

danne Tilfælde, hvor det f. Eks. en skøn Dag kommer frem, at en