164 / 372
147
vendt, bindende fra deres som fra Mesternes Side. Fæstetiden over
holdtes strængt og kun særlige Omstændigheder tillod Afvigelser fra
Reglen. Derfor kunde en Svend i 1730 faa Medhold hos Amtet, da
han klagede over sin Mester, der havde givet ham Afsked den 3.
Juli, midt i Halvaaret. Medholdet fik han til Trods for, at Mesteren
som Forsvar paaberaabte sig Svendens Ulydighed og Udeblivelse om
Nætterne. Mesterens Grunde var for hin Tid gode nok, men da
han ikke havde taget Tiden iagt og afskediget Svenden straks, da
denne forbrød sig eller meddelt Amtet noget derom, kendte Amtet
for billigt, at han skulde give Svenden Løn til Mikkelsdag, og tillige
betale Amtsgebyret. Om Svenden tillige fik tilkendt det af ham
begærede Underhold, meldes der intet om. Senere protesterede
Mesteren mod denne Kendelse, men Amtet afviste Protesten, hvor
til det intet Hensyn kunde tage og Kendelsen skulde staa ved
Magt.
Fra 1745 blev Opsigelsesfristen fra begge Sider 6 Uger før de
nævnte Skiftetider.
Svendelønnen var 8 Rdl. om Halvaaret, Kost og Logi, det var
hvad Mesteren havde at udrede. Sandsynligvis har Svenden haft
nogen Bifortjeneste f. E. Procenter af Indtægten ved Bykunderne,
hvoraf Mesterne ofte kunde have forholdsvis mange, 30—40, af den
forefaldende Sygepraksis og muligvis har Svendene ogsaa fusket,
hvad jo rigtignok var strængt forbudt, og naar det blev opdaget,
straffedes med høje Bøder. Saaledes maatte en Svend ved Navn
Grim, der i 1746 for sig selv havde barberet Baron Brockdorff, be
tale 2 Rdl. til Fattigbøssen.
Man skelnede mellem den faste Svend og Sustentationssvenden.
Denne modtog kun sit Underhold, Kost og Logi, men fik ingen Løn,
og for det maatte han udrette sit Arbejde i Forretningen. Forøvrigt
var et saadant Forhold selvfølgelig kun af midlertidig Varighed og,
som det hedder i 1745 Forordningens Paragraf 8, »Ingen uden
fremmede rejsende og her til Staden ankommende Svende maa fordre
eller gives Sustentation, fri Kost og Logi. Dette »Benificium« var
forbeholdt kun disse og »i ingen Maade at forstaa om dem, som
enten begiver sig af Condition eller ikke vil rejse.«
Ejendommeligt var Forholdet mellem Bykunden, Mesteren og
Svenden. Ofte synes det, at Kunderne var Svendens Ejendom Svenden
førte dem med sig fra Plads til Plads. Men mærkeligere er saa-
danne Tilfælde, hvor det f. Eks. en skøn Dag kommer frem, at en