BarbervæsenetDanmark

153

M E ST ER OG SVEND .

Stridsspørgsmaalene mellem Mestere og Svende var af hel for

skellig Art og kunde føres frem for Amtet til Afgørelse baade af

den ene og den anden Part. Stundom var Mester og Svend Klager i

den samme Sag. Det overvejende Antal af Mesternes Klager foran-

ledigedes af Svendenes Udeblivelse om Nætterne, deres mindre hen

synsfulde Behandling af Kunderne eller deres uhøflige og opsætsige

Optræden overfor Mesteren eller Mesterenken. Til Gengæld kunde

Svendenes Klager lyde paa Uordholdenhed fra Mesterens Side. Klager

og Forsvar indgaves skriftlig og Proceduren var mundtlig. Den

moralske Forret, Mesteren havde i at skulle dømmes af sine lige

stillede, kunde dog delvis paa den anden Side opvejes ved, at Sven

den under Sagens Behandling bistodes af Oldgesellerne, som hans

naturlige Forsvarere. Følgen blev ogsaa, at man almindeligvis faar

Indtrykket af, at Amtet skiftede Vinden lige mellem begge Parter.

Det er givet, at der gennem saa lang Aarrække maa have

foreligget adskillige Svendespørgsmaal til Behandling. Da mange af

disse ligner hverandre, er for ubetydelige til at omtales og navnlig

til at gentages, saa skal her kun anføres enkelte saadanne, der i sig

selv er typisk og karakteristisk for hin Tid og tillige oplysende om

Samarbejdet mellem Mester og Svend i den senere Del af Lavs

perioden.

I 1730 beklager

Martin Labes

sig til Amtet over sin Svend, der

under Foregivende af at ville rejse til Stockholm, bliver løst fra sin

Kondition i Utide, men som desuagtet har taget Plads hos

Andreas

Baltzer.

Amtet dømte Svenden til at bøde 1 Rdl. og Baltzer, hvem

man heller ikke kunde synes var sagesløs, maatte betale 2 Mk. lybsk,

fordi han ikke forud havde forespurgt Labes om Sagens Sammen

hæng. En anden Sag fra s. A. mellem

Chr. Sievers

og hans Svend

blev af Amtet erklæret for tvivlsom, ikke rigtig opklaret. Svenden

paastod, at Sievers havde fæstet ham i sin Tjeneste, men da det kom

til Stykket givet en anden Svend Pladsen. Sievers benægtede Sven

dens Udsagn, Bevis forelaa ikke, Vidner var der ingen af, saa Amtet

maatte indskrænke sig til at mægle Forlig. Svenden blev trøstet

med det Løfte, at dette ikke skulde blive ham til Skade paa hans

gode Navn og Rygte, hvilket, i dette Tilfælde, med Datidens Ord

betød en Indrømmelse til ham, en Anerkendelse fra Amtets Side af

hans formentlige, men altsaa ubeviste Ret. Saa har vi en Sag, som