173 / 372
156
dem Alle gjaldt den Betingelse, at de kunne bevise af det medi
cinske Fakultet og tvende af de mest erfarne Kirurger, Amtsmestere,
dertil at være dygtig befunden, ligesom det og kunde hedde, at de i
deres Embede skulde befindes trolig og oprigtig, saaledes at ingen
kunde have Grund til at beklage sig over dem, saafremt de ikke
vilde stande til Rette derfor, som vedbør. Om Nødvendigheden af
at slige Privilegier overhovedet er given, foreligger der ingen For
klaring. Bortset nemlig fra den Ret, der var forbeholdt Kongen og
Dronningen til at besætte to Pladser i Amtet med deres respektive
Livbarberer, er der intet i Lavsartiklerne, som i noget Tilfælde forud
sætter Kongens Mellemkomst som fornøden. Og end mindre, skulde
man tro, naar de Vedkommende iøvrigt var kvalificeret og tillige
formaaede at imødekomme Lavsartiklernes fornemste Fordring om
Aflæggelse af Eksamen. Her ser det ud, som i al Fald de 6 først
nævnte ganske vist har haft et naturligt Krav paa at blive optaget i
Lavet, naar Tid og Lejlighed blev. De kongelige Breves Fremkomst
er kun foranlediget ved, enten at de nævnte Herrer skulde fore
trækkes fremfor andre, eller ogsaa, at Lavet har modsat sig deres
Optagelse, hvorved Kongebudet da nødvendiggjordes. Som Amts-
herrer var ovennævnte Mesteres absolute Berettigelse given, saasnart
de altsaa havde taget Eksamen, og som Rivaler gaar de hermed for
os ud af Sagaen. Forøvrigt bestrider Oldermand Hinrichsen i en
Erklæring, som han udsteder i Anledning af Amtskirurgs
Wolffs
An
søgning om Enkedronningens Amt, at Abraham Jansen nogen Sinde
har været Amtsmedlem.
Blev vi færdig med de alt nævnte, stillede det sig derimod ander
ledes med de andre »Privilegerede«, paa hvilke der her nærmest er
tænkt ved Betegnelsen »Rivaler«. Disse var Folk udenfor Barber-
standen, i Reglen Badere og andre, der af en og anden Grund af
Kongen havde erhvervet Tilladelse til at give sig af med at behandle
kirurgiske Tilfælde stundom ogsaa med at barbere. Ialt fandtes der
1731 otte slige Privilegerede, overfor hvilke Amtet, som en Art Sund-
hedsraad, øvede en vis Kontrol især med Hensyn til Antallet. Da
Kongen nemlig det nævnte Aar, ligesom ogsaa i Aaret 1739, ønskede
Rede paa, hvor mange og hvem det var, der havde erholdt Privi
legier, samt i sidstnævnte Aar tillige Navnene paa de, der havde
Frihed til at barbere, blev det gennem Magistraten paalagt Older
manden at opgive disses Navne og Bopæle. De paagældende maatte
da møde paa Politikammeret, fremvise dér i Original deres »Fri