178 / 372
161
saa var de fleste af dennes enkelte Dele, som Barbererne til Gengæld
forfulgte ved enhver given Lejlighed. Dette skete ved den saakaldte
»Jagning« af Fuskere og Bønhaser, hvilket vilde sige, opsnuse disse og
fastslaa deres Brøde, hvorefter Amtet foranledigede dem tiltalt for
Politiet. Jagningen paalaa det i Reglen den yngste, og fra 1731 den
yngste og en ældre Mester i Lavet at foretage. Stillingen var vistnok
ulønnet, men var en »Jager« særlig nidkær i Gerningen, saa kunde
der dog falde et Honorar af. I 1730 besluttede saaledes Amtet, at
Ms.
Bauman,
fordi han havde gjort sig megen Umage med at jage
Fuskere, skulde nyde 1 Spd. for hver Fusker, han jog, med mindre
han erhvervede sig den Mand til Kunde, der lod sig betjene af Fu
skerne, i hvilket Tilfælde Honoraret bortfaldt. Klagerne rettedes til
Politiet og Fysikus, der da havde at foretage det videre fornødne,
men ikke altid var lige villig til at hjælpe Lavet. I 1732 genvalgtes
Sievers og Muxoll for et Aar til at passe paa Fuskerne. Flere af
disse havde i deres Ansøgninger til Autoriteterne tilbudt at give 100
Rdl. til Vaisenhuset imod at faa indrømmet Tilladelse til at barbere.
Blandt Ansøgerne var der ogsaa »tvende Personer« nemlig »af
danket Fodgarde«
J. Fischer
og Barbersvend
J. J. Groth,
der i særlig
Grad synes at have foruroliget Amtet.
Gentagne Gange havde disse ansøgt Kongen, men var hver Gang,
paa Oldermandens Forestilling, bleven afvist. I Okt. 1732 indgaar
de paany med en Ansøgning, hvilket øjeblikkelig havde Amtets Sam
mentræden til Følge. Oldermanden opfordrede paa det indstændigste
Amtsmesterne til hver for sig at give hans Forslag deres Samtykke.
Forslaget gik ud paa at indgive et Modandragende. Amtet besluttede
yderlig »for at se paa Amtets Bedste«, at Oldermand
Røbel
og Bi
sidder
Labes
i Forening skulde rejse til Fredensborg for at overrække
Kongen Andragendet, »lige meget hvad det saa kostede«. Andra
gendet er karakteristisk for sin Tid. Der tales først om, »at Amtet
nedlægger sin allerunderdanigste Supplique for Kongelig Majestæts
Naadetrone i det faste Haab at blive bønhørt«, og der bedes om, at
de nævnte Personers Andragende ikke maa blive bevilget, idet Amtet
paaberaaber sig, »at en Bader nok kan leve af sin Badstue, uden at
han tillige og vil søge at gøre os Indpas i vores Profession og be
tage os Brødet«. Vel er der Grund til at takke Kongen for det
Amtet forundte Privilegium, »men det er at bejamre, at samme dag
ligdags bliver overtraadt, idet mangfoldige Fuskere, særdeles af Mili
tærstanden . . . . betage os vort Brød og Næring, hvorunder ikke