vægelse. Nu var jo Lavsvæsenet sat i System og fuldt gennemført,
hvorved altsaa Haandværket havde vundet Beskyttelse i alle Hen
seender. For Barberlavets Vedkommende sikrede Artiklerne fra 1684
ikke blot Amtsmesterne delvis Eneretten paa Udøvelsen af deres
Haandtering, men forlenede tillige Amtet med en Art Højhedsret over
deres Provinskolleger. Hermed var dog ingenlunde Sagen klaret. Et
Monopol som Barberamtets maatte nødvendigt blive Genstand for
Overgreb af større og mindre Omfang, det ligger nu en Gang i Mono
polernes Natur, og Barberamtets Monopol danner forsaavidt ingen
Undtagelse fra Beglen. Det dragende ved dette laa deri, at det be
skyttede et Erhverv, som mange følte sig kaldet og beføjet til at
virke i. Talrig var ogsaa Rivalernes Flok og stor den Møje, Barber-
amtet havde med at holde sig disse fra Halsen.
Den Beskyttelse, som Amtsmesterne nød, var Lavsvæsenets Kende
mærke, Kampen for Bevarelsen af de monopoliserede Rettigheder,
dets Forbandelse. Aarvaagen og altid paa Post, opad mod Naadens
Trone, hvorfra Faren truede, naar Ophævelse af Lavene varsledes
eller iværksattes, og udad mod Fuskerne, der kredsede om den for
budne Frugt og mere og mere paagaaende langede ud efter den.
Man kan dele dem, der med og uden Berettigelse var Barber
amtets Konkurrenter i to Grupper, hvoraf den ene — og mindste —
bestod af de saakaldte »Priviligerede« og den anden af Militærlægerne,
Baderne og Kvaksalverne.
De »Priviligerede«s Privilegier var imidlertid ogsaa af forskellig
Beskaffenhed, om de end alle i Realiteten hver for sig gjorde deres
Indehavers Stilling fri og indtil en vis Grad uafhængig af Barber-
lavet. Vi har tidligere set hvorledes Kongerne, og af disse især
Christian den Fjerde lejlighedsvis gjorde deres Indflydelse gældende,
naar det gjaldt om at besætte en ledig Plads i Amtet. Udstedelse af
den samme Art Privilegier gentager sig senere under de enevældige
Konger, Christian den Femte og Frederik den Fjerde, i Tidsrummet
fra godt en halv Snes Aar før 1684 Artiklernes Udstedelse og ind
til 1710.
1672 blev det saaledes bevilget
Daniel Surcou
263), 1683
Johan
Wichmand KøhnS6i),
1684 den føromtalte Regimentsfeltskærer
H. Chr.
Meine
og
Thomas E ton
265), 1685 Regimentsfeltskærer
Christopher Ste-
fanus
266), 1686 Barbersvend
Frantz
Me/ifz267), 1687 Dronningens Liv-
bartskær
Philip Prescheur
268) og 1710 dennes Efterfølger
Abraham
Jansen2eQ)
at maatte »udj Bartskærlauget indtagis«.
For omtrent
li*
..
— ■
- .......................
155