50 / 372
Forhold, under hvilke ogsaa den øvrige danske Barberstand levede
og virkede. Dette hidrører fra at Barberernes Virksomhed tidligere
var af en tvedelt Beskaffenhed, Lægegærning og Barbernæring. Denne
Fordeling af Næringsvejen var imidlertid ikke særegen for de kjøben-
havnske Barberers Vedkommende, ogsaa de priviligerede Barberer
i Provinsbyerne var paa samme Tid Saarlæger og Barberer. Da
nærværende Afsnit handler om Bartskærerne i hele Landet, om deres
Forhold til Stat og Kommune, om Købstadbarberernes Forhold til
det kjøbenhavnske Barberlav og omvendt, bliver det paa en Maade
et Stykke Standshistorie omhandlende særlig Bartskærvæsenet i Dan
mark.
Bartskærer var til henimod Midten af det 18. Aarhundrede Navnet
for Barber, der dog ingenlunde er nogen moderne Betegnelse. Ved
Bartskærer forstod man jo nok, som Navnet udsiger, en Skægrager
eller Skægskærer, men maaske i fuld saa høj Grad, en Saarlæge.
Benævnelsen Bartskær for en Læge har holdt sig til den nyeste Tid
og staar som saadan for den almindelige Bevidsthed. Hans Barber-
stue var hans Konsultationsværelse, hans Svende hans Lægeassistenter.
I sin Stue modtog han sine Patienter og i hans Fraværelse besørgede
Svendene eller »Patientersvenden« Lægeforretningen. Lejlighedsvis
maatte denne ogsaa paa Mesterens Vegne aflægge Besøg i de syges
Hjem. Forøvrigt barberede Mesteren og hans Svende hjemme som
ude af Huset, men Vægten lagdes paa Lægegærningen, og denne
skabte deres Lavsfølelse og holdt den vedlige.
SAARLÆGERNE.
Det danske Lægevæsens Historie rækker akkurat saa langt tilbage
i Tiden som Barbervæsenets. Bartskærerne var i al Fald de Første,
der legaliseredes til at praktisere som Læger. Før og samtidig med
de oprindelige Bartskærere var der ingen Enkeltmand, endsige nogen
Afdeling eller Klasse af Befolkningen, hvem en saadan officiel Aner
kendelse tildeltes. Derimod tør det ikke paastaas, at der ikke alle
rede forinden fandtes Folk, der gav sig af med at kurere, dertil er
og har Lægekunsten til alle Tider været Genstand for Eksperimenter.
Det vides ogsaa, at denne i den forhistoriske Lægetid har været i
Hænder paa Kvinder, Munke og Medikamenthandlere108) og vistnok
mange andre. Lægenæringen maa indtil da, omkring Aar 1500, siges at
have været fri, saaledes som ogsaa det meste af Haandværksdriften, men
der er næppe Tvivl om, at den kirurgiske Del af den, Forbindinger o. s. v.
4*
■ ........................r
:
43