BarbervæsenetDanmark

længe før i overvejende Grad udøvedes af Barbererne. Hvorledes nu i

det Hele taget denne Sammensmæltning af tvende i og for sig saa for

skelligartede Færdigheder som Barbere- og Forbindingskunsten har

kunnet finde Sted, faar staa hen. Det kan antages, at den er Frugten

af en udviklet Soigneringsomhu for Kunderne fra Barberernes Side.

I det gamle Rom maatte Barberen klippe Folks Haar og Negle, ind

gnide hans Øjne med Salve og rive eller massere deres Arme og

Skuldre109), naar Barberingen var tilendebragt. Noget Lignende kan

jo ogsaa Barbererne her i Norden være begyndt med herfra og

til at lægge en Forbinding, naar en Kunde var kommen til Skade,

er Springet ikke stort. Tid efter anden maa den Skik at lade Bar

bererne foretage Forbindinger have vundet Hævd, saaledes at de mere

og mere traadte frem for den almindelige Bevidsthed, som de dertil

Selvskrevne. Ud fra denne Forudsætning synes det ogsaa, at allerede

Flensborgerskraaen af 1515 er bleven formet, naar det i den hedder,

at foruden Mestere i Medicinen, Øjenlæger, Tandlæger og Ledsættere,

maa der kun være fire Barbermestere til at udøve deres Kunst i Byen.

Ogsaa Arten af Mesterstykket, der bestod i Tilberedelsen af ni for

skellige Slags Medikamenter, taler tydelig derfor. Endvidere naar

der senere hen i Skraaen tales om at antage en Patient og hvor der,

enten fra den Syge eller fra Mesteren, rejses Tvivl om Diagnosens

Rigtighed og det da i den Anledning tillades den sidste at tilkalde

en anden Mester, »for at den Syge ikke skal blive forsømt.« Frem

deles naar Skraaen forlanger, at den Patient, der »mistykker« om

sine Saar og sin Helbredelse og derfor ønsker at søge en anden

Mester, først skal afgøre sit Mellemværende med den nuværende

Mester, før han tør forlade ham. Der tilsikres saaledes denne fuldt

Vederlag for hans hafte Umage. Endelig, naar det, for Bevarelsen

af det gode Forhold mellem Mesterne indbyrdes og som en ligefrem

Retfærdighedshandling, under høj Bøde forbydes den enkelte Mester

at æske eller lokke en anden Mesters Patienter. For saavidt er alt-

saa Stadsanerkendelsen i Flensborg By af Barberernes Lægevirksom

hed, en Kendsgerning. Medens dette er Tilfældet for Barberernes

Vedkommende, tør det maaske ikke siges ogsaa at have været det

for de medicinske Doktorer, Øjenlægerne, Tandlægerne og Ledsætterne.

Paa disses Næringer har der næppe været Lav, saa vedkommende

var ikke i den Forstand beskyttet mod Indpas. Hvad der udenfor

de nævnte Lægers specielle Omraader kunde forekomme af Sygdoms

tilfælde forbeholdtes det saaledes Barbererne at behandle.

■