127 / 253
123
den Frihed, enhver Borger og Bonde havde til at benytte sit Hus paa
bedste Maade, var ham berøvet; Aktørerne kunde ved at repetere
Stykker og præparere Maskiner stadig lægge Beslag paa det; om de
end undte Franskmændene saa mange Aftener, at de kunde holde
Livet oppe, vilde han ikke selv høste noget Udbytte1). Det var nu
blot Formodninger, thi de danske Aktører fik ikke mere Lejlighed til
at benytte Skuespilhuset og den franske Trup kom aldrig til at spille
Komedie i København2). Men Arnoldt forstod, at han havde kæmpet
for en Sejr, der ikke var Kampen værd — Sejren maatte udvides.
Indtrængende bad han Kongen om, at Montaigus Privilegium maatte
løses fra Skuespilhuset og Aktørerne faa anvist et andet Sted, hvor
de danske Komedier kunde opføres. Hvad der tidligere havde været
Modpartens Ønske, gjorde han nu til sit.
Det var i Haab om at faa udvirket en Afgørelse i denne Retning,
at han vedblivende, trods det nylig udgaaede kgl. Reskript, holdt Ko
mediehuset lukket for de danske Aktører. I August var der ikke spil
let (det plejede man ikke), heller ikke i September paa Grund af
den staaende Strid, men i Oktober skulde Vinterforestillingerne be
gynde; den gode Tid var nu inde, og Aktørerne var rede til „at for
nøje enhver dansk Patriot“, saasnart Arnoldt blot vilde tillade det8).
Det gjaldt tillige om at komme Franskmændene i Forkøbet. Gennem
Notarius publicus lod de Arnoldt afæske Erklæring, om han vilde
rette sig efter Reskriptet og give dem Adgang til Teatret, de var paa
deres Side beredte til at efterleve Kongens Bud. Atter havde de sat
Generalen i Klemme, han vidste ikke bedre end at holde Notarius
hen med Udflugter. Den 14. Oktbr. havde Aktørerne søgt Bistand
hos denne Embedsmand, den 19. forlangte de Sagen sluttet, og Notarius
maatte opgive Ævret, da det ikke havde været muligt at faa et posi
tivt Svar. Samme Dag lod de Notarialattesten gaa til Kongen med
en Klage over Arnoldts Fremfærd4). Men da greb højere Magter ind
i Striden og bilagde den for stedse. Den 20. Oktbr. brød Ilden ud
og snart var mere end en Tredjedel af Hovedstaden lagt i Aske. De
alvorlige Tider, der fulgte paa, Nøden og det økonomiske Tryk gav
Indvaanerne andet at tænke paa og tage Vare; i Øjeblikket var der
ingen Udsigter til, at den danske Komedie kunde fortsætte sin Virk
somhed.
Det er bekendt nok, at Byens Præsteskab udlagde den Ulykke,
der var overgaaet Staden, som en Hjemsøgelse, et Tugtens Ris for den
4) Rep. Nr. 73.
2) Rep. Nr. 75.
8) Rep. Nr. 75.
4) Rep. Nr 74 og 75.