123 / 253
119
havde samlet en Trup franske Komedianter, hvormed han en Tid lang
gav offentlige Skuespil i den svenske Hovedstad, og paastod tidligere
at have været knyttet til det polsk-sachsiske Hof i Dresden1). Tør man
stole paa hvadArnoldt og Landé fortæller længere hen paa Aaret2), da
den danske Komedie atter var en Kendsgerning, saa gik Planen fra
første Færd ud paa, at han skulde spille afvekslende med de danske
Aktører; disse skulde betale Afgift til Landé som de tidligere havde
gjort det til Arnoldt. For at faa en saadan Ordning i Stand gjaldt
det om at vinde Montaigu, den personlige Indehaver af Privilegiet paa
dansk Komedie, og Meningen var, at de fransktalende Elementer i
den danske Bande, Montaigu, hans Hustru og Datter samt Pilloy,
skulde indtræde i Landés Trup, hvis Repertoire skulde hentes fra
Gherardis Théatre Italien. Derfor kom der i Sommeren 1728 kun een
Aktrice og to Aktører (blandt hvilke en fransk Harlekin) hertil fra
Sverig.
Men Montaigu vilde ikke, blot for at skaffe Arnoldt øgede Indtæg
ter, udsætte den danske Komedie — der ikke alene var hans Smertens
barn, men ogsaa hans Hjertebarn — for en ødelæggende Konkurrence,
og han kunde det ikke heller; hans Bestræbelser var i flere Aar
gaaet ud paa at fjerne de fremmede Komedianter fra Hovedstaden til
Fordel for de danske Aktører, der nu endelig havde naaet det længe
eftertragtede Maal: at vinde Kongens Gunst. Han mødte Arnoldts
Planer med et bestemt Afslag, og for at sikre Stillingen, der var
svækket ved Kontraktens Udløb, søgte han yderligere at fastslaa den
danske Komedies ubetingede Eneret. Paaskud fandt han i en Kon
cert, som en fremmed i Juni 1728 foranstaltede i et Hus ved Stranden3),
i en-Vanskabning, der lod sig vise frem for Penge, og endelig i An
komsten af Landés franske Komedianter; den 20. Juni beklagede han
sig til Oversekretæren i Danske Kancelli over, at der saaledes stadig
dukkede nye Forlystelsesforetagender op i Byen, som ikke kunde
andet end skade den danske Komedie. Oversekretær Møinichen var
straks villig til at staa ham bi, gik til Kongen med hans Besværinger
og fik Paalæg om at give Politimester Himmerich de fornødne Ordrer
til streng Overholdelse af Reskriptet af 14. Oktbr. 17264).
De danske Aktører kunde nu sætte sig paa den høje Hest. Midt i
J) Dahlgren, Anteckningar, S. 23 ff.; Framtiden 1877, 291. — I det
indholdsrige, men efter meget gammeldags Principper ordnede Hauptstaats-
archiv i Dresden er Landé forgæves eftersøgt.
2) Sml. især Rep. Nr. 67.
s) Sml. Oluf Nielsen, Kjbhvns Hist. VI, 246, og Musikforeningens Fest
skrift 1886 I, 27.
4) Rep. Nr. 61 og 62, jvfr. Oluf Nielsen, anf. Skr. VI, 296, og DK.
Oversekretærens Breve 1728, Nr. 233.