126 / 253
1 2 2
hans Hus og hindre ham i at benytte det paa bedste Maade, d. v. s.
faa saa meget ud af det som muligt var. Det trak imidlertid i Langdrag
med Afgørelsen. Midt i August begyndte Landé at blive urolig og
besværede sig for Arnoldt. Hans Brev er bevaret1), men det er ikke
sikkert, at det er i nøje Overensstemmelse med de faktiske Forhold,
snarere er det lempet efter den Brug, der skulde gøres af det. Til
syneladende havde han givet store Summer ud; han skulde ikke blot
underholde de faa Komedianter, der var kommet til København, han
havde andre liggende i Hamborg og Holland, som han havde truffet
Aftaler med og maatte føde paa — alle disse Udgifter kom nu paa
Arnoldts Kappe. Generalen var ikke sen til at lade dette Aktstykke
gaa til Kongen med en Memorial om snarlig Fremme. Han var dog
nu mindre krigersk stemt og indrømmede aabent de danske Komedi
anter deres Forret2).
Endelig kom Sagen for Kongen, hvem den synes at have ligget
stærkt paa Sinde. Han lod et af Konseillets Medlemmer, Gehejme-
raad C. L. Piessen, forhandle med Arnoldt3), uden at det dog fore
løbig kom til noget Resultat. I Begyndelsen af Septbr. beklagede Ar
noldt sig atter og endelig kom Afgørelsen i et Reskript af
8
. Oktbr.
1728. Generalen fik Lov til at lade Landés Trup opføre franske Kome
dier paa Skuespilhuset een eller flere Dage om Ugen, naar ikke de
danske Aktører — hvis Forret til at vælge deres Forestillingsdage ud
trykkelig blev fastslaaet — havde Brug for Huset „enten til Repetition
[o: Prøve] eller til at indrette de til næstfølgende Komødie behøvende
Machiner“, og de danske Aktører skulde betale Arnoldt 10 Rdr. i Leje
for hver Forestilling, „saa længe de kunde have den Næring, at de
tvende Gange udi Vinterugerne og een Gang ugentlig om Sommeren
spille kunde“4).
Aktørerne havde kun Grund til at være tilfreds med den trufne
Ordning. De havde tidligere hævdet, at to forskellige Slags Skuespil
umuligt kunde trives i det samme Hus6), men da det kgl. Reskript
saa uforbehoident gav de danske Aktører Forrangen, havde de intet at
indvende. Arnoldt havde efter Bogstaven opnaaet hvad han forlangte,
men indsaa, at Reskriptet var et tveægget Sværd, der virkningsfuldt
kunde bruges mod den franske Trup. Faa Dage efter (12. Oktbr.) be
sværede han sig atter for Kongen: Skuepladsen stod nu ganske til de
danske Aktørers Raadighed; han var selv sat ud af alle Rettigheder —
J) Rep. Nr. 67.
2) Rep. Nr. 68.
3) Rep. Nr. 69 og 73.
4) Rep. Nr. 71 og 72.
5) Rep. Nr. 70.