125 / 253
1 2 1
Om det virkelig er kommet saa vidt, at de danske Aktører har
maattet vige for den væbnede Magt, det skal ikke bestemt kunne
siges; Arnoldt fortæller kun, at han lod Døren lukke for dem1). Kri
gen stod paa i Dagene omkring den 14. Juli og Generalen vandt ikke
nogen afgørende Sejr. Da han ikke med Magt kunde bane Vej til
Komediehuset for Landés franske Trup, forsøgte han at gaa frem med
Lempe. I et Brev af 16. Juli1) skildrede han for Politimester Himme-
rich al den Besvær, han havde haft med de danske Aktører, der lige
frem vilde hindre ham i at udnytte hvad der var hans med Rette, og
han bad indstændig om, at der ikke maatte lægges den franske Trup
Hindringer i Vejen. Politimesteren stod tvivlraadig og var vistnok
nærmest villig til at støtte Arnoldt. Da Kongen var paa Rejse, maatte
han imidlertid raadføre sig med Oversekretær Møinichen, hvis Stand
punkt var klart og i Aktørernes Favør; i temmelig skarpe Udtryk lod
han Politimesteren vide, at han burde røgte sit Embede i Overens
stemmelse med Kongens Befaling af 14. Oktbr. 1726, hvorved alle
fremmede Skuespil banlystes fra Byen2).
Ogsaa Aktørerne havde indanket Sagen for de høje Myndigheder.
I vidtløftige Memorialer til Kongen og Oversekretæren (af 18. Juli)
havde Montaigu søgt at stille Arnoldts Færd i det Lys, som den
maatte ses i fra Aktørernes Standpunkt, og at hævde deres Rettig
heder. Men han forstod, at den hele Stilling var uholdbar og bøn
faldt Kongen om enten at købe Komediehuset eller give dem et andet
Sted at agere3). Man har Grund til at tro, at han dermed tænkte paa
Gæthuset4).
Der hørte Salomonisk Visdom til for at dømme retfærdigt i denne
Strid, at træffe den rette Skillelinje, saa at begge Parter fik hvad der
tilkom dem. Arnoldt havde en juridisk Ret, man ikke godt kunde
se bort fra, om ikke for andet saa for Anstændighedens Skyld, og
Aktørerne skulde støttes i deres Virksomhed, nu da Kongen havde
taget sig af dem. Arnoldt havde 29. Juli indsendt til Kongen en om
hyggelig dokumenteret Fremstilling af den hele Sag6) og havde er
klæret, at det ikke var hans Hensigt at staa de danske Aktører i
Vejen, blot Montaigu ikke fik ligefrem Magt til at bestemme over
x) Rep. Nr. 63.
2) DK. Oversekretærens Breve 1728, Nr. 238, jvfr. Oluf Nielsen, Kjbhvns
Hist. og Beskr. VI, 296 f.
3) Rep. Nr. 64 og 65.
4) Rep. Nr. 70.
6)
Rep. Nr. 66. — Aktørernes Indlæg i Striden 1728 er, for saa vidt
de er affattede paa Fransk, alle skrevne med Montaigus egen Haand, Ar
noldts, der er paa Tysk, er derimod renskrevne, maaske ogsaa konciperede,
af hans Sekretær, paa dette Tidspunkt en Mons. Sommer (Rep. Nr. 74).