201 / 253
197
„Fængsels-Machine“ ; Kulisser maa der menes i Columbine Procurator
(1. Akt 5. Sc.), hvor det hedder, at „Arleqvin taler ind ad Machinerne“ ,
og naar der i Prologus 16. April 1728 staar, at Melpomene „gaar ud
af Machinen yderst paa Theatro“ , betyder det, at hun fra Dekorationen
træder ud i Prosceniet for at henvende Ordet direkte til de kgl. H er
skaber. Langt ned i det attende Aarhundrede bibeholdtes denne om
fattende Anvendelse af Udtiykket, hvorpaa Eksempler kan hentes i
Rosenstand-Goiskes Dramatiske Jo u rn al1).
Dragter er der ikke mange af i Slotsteatrets Inventarium ; der nævnes
nogle Habitter og Kapper af Rask og Kattun og to lange Prokurator-
Kjortler af sort Lærred, der uvilkaarligt bringer Tanken hen paa Molière
og Holberg. De foreliggende danske Komedietekster giver i Alm inde
lighed ingen eller kun sparsom Anvisning til de optrædende Karakterers
Kostumering, dog træffes hist og her forklarende Indskud i Replikken,
der opruller et Billede for Læseren. I Reenbergs Æsopoversættelse
kommer i 5. A kt Stykkets Hovedperson ind „udi en lystig narrisk
Dragt, lang Paryk, med en Hob Pager og Lakajer om sig “, og i 4.
A kt beskrives Landjunkerens Entre saaledes: „Indkommer en drukken
Junker udi Jagt-Klæder, med sin Jæger, Berider, Skytte og flere Tje
nere, en fører et Kobbel Hunde, en anden Støvere, den tredje en
Skyde-Hund, en med Flint paa Nakken etc.“ 2). En anden Sag er det
ganske vist, om disse Anvisninger nøje blev fulgt ved Opførelsen.
Aktørerne forstod meget vel, at det gjaldt om „at gøre Teatret
levende“, d. v. s. at skabe Illusion. Det er et Udtryk, man jæ vnlig
støder paa. Men Fordringerne var næppe store, Datiden lod sig i
højere Grad nøje med Antydninger end vi, ligesom Barnets Fantasi
med smaa M idler lader sig lede i en bestemt Retning. Ogsaa vor
Tid er i Stand til at opfatte naivt, uden vidtløftig Reflekteren; det
generer os ikke, at Figurerne i Moliéres og Holbergs Komedier — i
Følge den overleverede Tekst og Teatrets Tradition — paa Trods af
al Konveniens afgør de intimeste Fam ilieanliggender paa aaben Gade.
Martensen gør sine Læsere en daarlig Tjeneste, naar han omhyggeligt
forklarer, at hin Replik hos Holberg maa tænkes sagt uden for Døren,
denne inden for, at Personerne i det ene Ø jeblik er i Kammeret, i det
næste maaske et helt andet Sted i Nabolaget — til Trods for, at den
hele Scene paa Teatret spilles i en Dekoration, der forestiller Gade
pladsen foran Huset. Det er at gøre Vold paa Komediernes hele tro
skyldige Teknik, og det forvirrer Begreberne om den Skueplads, de
oprindelig er skrevne for. Martensen mener maaske, at de saakaldte
*) Se f. Eks. Carl Behrens’ Udgave I (Kbhvn. 1915), S. 13 3 L. 4 n.
) I Hekseri 4. Akt 2. Sc. tænker Holberg maaske netop paa Æsop.