202 / 253
198
simultane Dekorationer* der paa een Gang forestiller flere Lokaliteter,
har foresvævet Holberg; men de var længe før hans Tid fortrængt fra
det franske Teater. Holberg og hans Publikum har næppe skæn
ket disse Forhold en Tanke. Naar Jeronimus i Henrik og Pernille
(3. Akt
6
. Sc.) beder Leonora om at komme
herud
for at tale i
Eenrum
med ham og Leander, mener han, at Scenen er tom, og naar det
andre Steder i Komedierne hedder
ind
(fra Kulissen paa den aabne
Scene), hvor man skulde vente
ud
(fra Huset paa Gaden), eller
der tales om
Gulvet
(Scenegulvet), hvor der menes
Jorden,
saa har
det ikke virket forstyrrende — man begreb jo Meningen og vidste,
at man var paa Komediehuset. End ikke det bekendte Sted i Jean
de France (4. A kt 3. Sc.), hvor A rv kommer ind, sætter sig paa
Gulvet og tegner med Kridt, som det udtrykkelig staar angivet i
Teksten, kan antages at have bragt Tilskuerne ud af Illusionen,
skønt Akten dog maa antages at være spillet i en Dekoration, der
forestillede Kongens Have eller et andet Sted under aaben H im
mel. Det blev i hvert Fald ikke ændret; Bemærkningen om, hvor
ledes A rv skal forholde sig, findes ikke blot i 2. Edition af 1. Tome
(1724), der var „mærkelig forbedret og saaledes indrettet som Komø-
dierne nu forestilles“, men ogsaa i de senere Udgaver. Endnu den
Dag i Dag overholdes Tekstens Anvisning, naar Stykket opføres paa
det kgl. Teater.
Den naive Opfattelse, der tydelig kommer til Syne i disse faa Ek s
empler, har utvivlsomt været bestemmende for Scenens Arrangement.
I sine ældste Komedier har Holberg næppe bekymret sig synderligt om
Skuepladsens praktiske Forhold, han har blot skrevet løs og ladet A k
tørerne om Resten. Eftertiden har ment, at han ofte stillede dem næ
sten uløselige Opgaver. Om Maskeraden siger Rosenstand-Goiske, at
„denne Komedie kan virkelig sætte en Maskinmester i Forlegenhed,
thi undertiden ere Personerne paa Gaden og i Stuen paa een G ang “ ,
om Politiske Kandestøber, at den sandelig „kan fly den bedste nok at
bestille“ *). I 1771 har der kunnet rejses saadanne Indvendinger, i
1720erne ganske sikkert ikke; man har vidst at hjælpe sig paa bedste
Maade og har haft med et Publikum at gøre, der opfattede i al Tro
skyldighed.
I Henrik og Pernille er Stedets Eenhed efter hin Tids Fordringer
iagttaget; Holberg glemmer heller ikke at rose Stykkets regelrette
B yg n in g 2), der maaske, naar alt kommer til alt, mere skyldes Aktø
rernes praktiske V ink end Komedieskriverens Teori. Stykket spil
ler gennem alle Akter paa Gaden og skal ikke tænkes at foregaa
*) Dramatiske Journal, Carl Behrens’ Udg. I, 94 og 54.
2) Epistel 66 og Fortalen til Fursmans franske Oversættelse.