212 / 253
208
talte for Oversekretær Møinichen paa Pilloys og de andres Vegne
deres brændende Lyst til atter at optage den afbrudte G erning1). Men
pludselig formørkedes Udsigterne. I Kongens før saa muntre og lette
Sind indtraadte et brat Omslag, da den lille Prins K arl næppe en
Maaned efter døde og saaledes delte Skæbne med sine tidligere Sø
skende; ikke et af Anna Sofies Børn var levedygtigt, det var som om
der hvilede en ond Stjerne over hendes Forbindelse med Kongen. Det
greb ham dybt, og hertil kom den nagende Frygt for hendes Fremtid,
naar han ikke var mere. Kongen, der tidligere havde haft en udpræ
get Sans for Fest, for Musik, Teater og alt hvad der kunde stemme
Sindet lyst, slog nu om. I sit sidste Leveaar var han melankolsk og
verdensfjendsk. I et endnu bevaret, egenhændigt „Projekt“ 2) ud
kastede han Linjerne for sit Liv, som det fremtidig skulde forme sig:
med Dronningen vilde han trække sig tilbage til Fredensborg og leve
ganske ene, kun med faa Folk om sig; Musik behøvedes ikke, Spar-
kiær var ikke mere nødvendig. Helligdagsforordningen af
2 1
. April
1730 blev en Frugt af denne tunge, indadvendte Sindsstemning. Til
det mørke Sind kom legem lig Svaghed, og samme Aar, den 12. Oktbr.
1730, døde han paa Odense Slot under en Rejse gennem Landet.
Kristian den Sjette var ved sin Regeringstiltrædelse næppe ugun
stig stemt mod Skuepladsen. Nogen større Interesse for dens Trivsel
nærede han vel ikke, nogen egentlig U vilje ikke heller. A t der paa
hans Fødselsdag som Kronprins var givet dansk Komedie paa Slottet,
betød i sig selv ikke meget, men var dog ikke just Bevis for, at han
afskyede Skuespil, og Aktørerne havde i 1728, da de var traadt i
Kongens Tjeneste, heller ikke ment det forgæves at bejle til hans
Gunst i Fremtiden,
Saa paa den Grundvold, som Kong Friderich lod sætte
For danske Skuespil i Norden at oprette,
Af Kongesøn til Søn den Bygning rejses maa,
At man ved Seinen dem skal lære at forstaa3).
Det stod nu til ham, om han vilde genrejse Skuepladsen og yde
den Støtte. For dens vedblivende Bestaaen lagde han ingen H indrin
ger i Vejen, han tværtimod fornyede og bekræftede de Privilegier,
hans Fader havde udstedt. General Arnoldt viste sig ogsaa her som
den hurtige og omsigtsfulde Købmand han var; ængstelig for, at Skue
spilprivilegiet, som i givet Tilfælde kunde blive et indbringende Aktiv,
skulde slippe ham ud af Hænderne, ansøgte han 15. Decbr., kun to
’) Brev fra Ulsøe til Møinichen, dat. 15. Novbr. 1729 (ved Jydske aabne
Breve 1730, Nr. 37), gengivet i det væsentlige hos Werlauff, S. 229 f.
“) RA. Kongehuset Fred. IV, Pakken: Egenhændige Optegnelser m. m.
Meddelt af Edv. Holm i D. Mag. 5. R. II, 254 f.
s) Prolog 16. April 1728 (Overskou, S. 244).