209 / 253
205
naar Pengenes Købeværdi tages i Betragtning; de var de samme i
1722 som i 1728, maaske midlertidigt nedsatte i den allersløjeste Tid
i Begyndelsen af 17251). Pladserne paa Theatrum og i de mellemste
Loger kostede 1 Slettedaler eller 4 Mark, i de underste Loger 3 Mark,
i Parterret 2 og paa Galleriet 1. Det store Folk sad paa Galleri og i
Parterre, der den Gang omfattede hele Gulvet; Parket kendtes ikke.
Paa Galleriet fandt man Haandværksmanden og Byens Tjenestepiger.
Den brave Smed Vulcanus (i Nytaarsprolog 1723) sætter sig der en
Time, naar han faar at vide, at der blæses i Trompeter, og er M usik
ken til Ende, gaar han sin Vej, thi Komedien agter han ikke stort
paa; det er næppe Tilfældet med den rapmundede Pernille (i Lykke
lige Skibbrud), naar hun sidder paa Galleriet og ser Spillet om den
gamle Hanrej, der lader sig tage ved Næsen af sin Kone; heroppefra
er det Marcolfus (i Ulysses von Ithacia) hører Lyden af Nødder, der
knækkes. I Parterret kom ingen Damer af Stand, end ikke Borger
koner, det var ikke anstændigt2); derimod vilde den skuespilinteresse
rede Nordmand (i Prolog 16. April 1728) gladelig give sin Tomark hver
Aften. Som bekendt var Parterret efter Skuepladsens Genoprettelse
heller ikke den fornemme Plads, men alligevel den toneangivende —
det var Parterrets Publikum , der afgjorde Stykkets Skæbne, ligesom i
det franske Teater i Moliéretiden. De „m iddelste“ Loger var den fine
Verdens3), her sad Aristokratiet og det velstaaende Borgerskab; man
yndede at vise sig i fuld Herlighed, hvorfor ogsaa Aktørerne aller-
ydmygst maatte bede Standspersoner om at lade dem, der var i deres
Liberi, blive uden for, eller i hvert Fald betale for deres P la d s1).
Scenens Publikum endelig var de polerede og artige Petit-maitres, en
Type, der var saa almindelig, at man — som Pontoppidan siger —
kunde holde København for et andet P a ris5). Det er Billedet af denne
Type, der ridses op i den danske Tekst til Dobleren:
Du har et Hoved, som i Kløgter ej har Lige,
Enhver for din Forstand maa langt tilbage vige,
Du paa Komødien jo Konduiten før,
Der klappes aldrig, naar du Haanden først ej rør6).
Bifald gav man til Kende vedHaandklap og Trampen, i Aabnings-
prologen bad Thalia Tilskuerskaren om at „røre Haand og Fo d “ og
*) Sml. Overskou 246 og Martensen I, 92 f.
2) Saml. Skr. II, 538.
3) Prologen til Uden Hoved og Hale, 3. Sc.
*) Plakater 172 2
172 3 18/o.
s) Memoria Hafniæ, S. 38.
e) Af Monologen i 4. Akts 7. Sc. Disse Linjer hentydertilden danske
Komedie;
de findes ikke i Regnards Original, men erindlagt af Over
sætteren.