215 / 253
211
hans Kone og Datter vil blive vanskeligere at erstatte. Saaledes er
de danske Aktørers Stilling. De ved ingen bedre at henvende sig til
end Rantzau, der elsker sit Fædreland og sit Sprog. A f ham venter
de Afgørelsen af deres Skæbne og dermed Skuepladsens, som vilde
være nyttig for Landet og som ønskes af Byen, men ikke kan gen
oprettes uden ved Hjælp af Kongens Velgerninger.
A lle Anstrengelser forblev imidlertid frugtesløse. Pietismen var nu
ved at trænge ind i de Kredse, der havde det afgørende Ord at sige,
og blev det Skær, som Bestræbelserne for at genrejse Skuepladsen
endelig strandede paa. Den havde allerede ytret sig i Frederik den
Fjerdes Tid, men først med G rev Zinsendorfs Besøg i København
netop i Sommeren 1731 begyndte Bevægelsen at faa M a g t1); Kongen,
der altid havde været af et fromt Sind, tilegnede sig villigt de pieti
stiske Lærdomme. En foreliggende Parafrase over det Spørgsmaal:
ob die heutige Comoedien so beschaffen, daß ein wahrer Christ die-
selbige ohne Gefahr und Schaden seiner Seelen könne besuchen etc.,
henfører Werlauff til denne Tid; Forfatteren, mener han, maa være
Hofpræsten Bluhme, hvis Betænkning om Skuespils Tilladelighed fra
et kirkeligt Standpunkt Kongen har forlangt2). A t Werlauff har Uret,
derom er næppe Tvivl. Der findes to andre, ganske lignende, om
verdslige Forlystelser ved „store Herrers Hoffer“, om Spil, Maskerader
og Dans, og ganske vist er i dem alle Spørgsmaalene besvaret ud fra
strenge pietistiske Synspunkter (baade Spener og Francke paaberaabes),
men af Indholdet i den første fremgaar det, at Skuepladsen bestod, at
Komedierne virkelig var „heutige“ , og i en af de andre omtales K væ g
pesten, der udbrød 1745 og grasserede i de følgende Aar — hvilket
afgørende viser, at disse Indlæg mod Komedier og Dans hører til
Tiden kort efter Skuepladsens Genoprettelse under Frederik den Femte,
da Præsteskabet mere end nogensinde efterstræbte Teatret8). Ingen af
dem er iøvrigt stilet til Kongen, de synes nærmest at have en litterær
Karakter, udarbejdede i agitatorisk eller polemisk Ø jem ed4).
J) Sml. Helweg, Den danske Kirkes Hist. efter Reformationen II, 14 ff.,
og Koch, Christian d. Sjettes Hist., 142 ff.
2) Werlauff 479.
J) Sml. den af Daae fremdragne og i Kirkehist. Saml. 3. R. II, 568 ff.
trykte Satire. I Frederik IV ’s Tid stod Kirke og Skueplads næppe saa
skarpt over for hinanden. Biskop Worm, der ganske vist var en Modstan
der af agerende Studenter, holdt dog „ingenlunde Skuespil for syndige,
naar de, som vedbør, ere indrettede, samt paa tilbørlig Maade og Tid fore-
stilles" (Betænkning i Anledning af et Passionsspil, som Operisterne i 1722
ønskede at opføre, trykt i Ny kirkehist. Saml. III, 458 f.).
4)
Det er Afskrifter uden Aar eller Forfatterbetegnelse, og de giver saa
ledes i sig selv intet Holdepunkt. De er ganske vist kommet fra Kongens
Kabinet med en Aflevering 1766-67 til Danske Kancelli fra Etatsraad Henr.
14*