216 / 253
2 1 2
Enten det var Forestillinger fra Kongens pietistiske Omgivelser eller
Kongens egne Overvejelser, der blev det afgørende Lod i Vægtskaa-
len, saa var nu alt Haab ude. I Septbr. 1731 begyndte Nedbrydnin
gen af det nyligt ombyggede Københavns Slot, der skulde give Plads
for Kristiansborg, og med Slottet forsvandt Hoffets særlige Teater.
Pietismen vandt større og større Raaderum, omkring 1735 havde den
sejret over den gamle liberale Ortodoksi; J. L. Holstein, der var blandt
dens ivrige Tilhængere, blev dette A ar (1. Ju n i) Oversekretær i Danske
K ancelli, og Tanken om en Fornyelse af Skuepladsen var dermed
udelukket, thi vel havde man i Frederik den Fjerdes Tid forsøgt at
holde Teatret oppe uden Kongens Hjælp, men i Kancelliet havde man
altid haft et fast Støttepunkt. Snart efter blev Skuespil lovformelig
forbudt. I 1735 (12. Marts) var udgaaet Forbud mod Skuespil paa
Søn- og Helligdage eller Aftenen forud, en Indskærpelse af tidligere
Forordninger, der ikke blev tilbørlig overholdt; men det var kun en
Indledning til Forordningen af 21. Marts 1738, hvorved alt Komedie
spil banlystes i Kongens Riger og Lande. Lovbudet har næppe i fjerne
Provinser kunnet haandhæves i sin fulde Strenghed, men i Hovedstaden
var et fast Teater en Umulighed. Offentlige Forlystelser var her alle
rede hørt op, det var Forholdene i Viborg og Biskop Andreas Wøldi-
kes Henstilling om et almindeligt Forbud mod disse „Køds- og Blods-
Fornøjelser“ , der gav Stødet til Forordningen; endnu var det Skik, at
Komedianter under Snapstinget agerede i det gamle Domhus paa Doin-
kirkegaarden, og Forargelsen var her større end andet Steds, „da lige
ved Siden af Kirken Satan saaledes søger at have sit K ap el“ 1). For
ordningen blev aldrig tilbagekaldt, baade under Frederik den Femte
og hans Efterfølgere benyttedes den til at dæmme op for Gøglerlivet,
naar det antog alt for frodige Former. Privilegierne for den genop
rettede Skueplads saavelsom alle senere Teaterbevillinger er i Grunden
at betragte som Dispensationer fra denne Forordning.
Den kloge General Arnoldt havde hurtig vejret, i hvilken Retning
Udviklingen gik, og søgte at blive af med Komediehuset. I Somme
ren 1733 lod han det sætte til Auktion, men det lykkedes ikke at faa
det afhændet, og han havde ikke bedre Held, da han i Sommeren
1736 gentog Forsøget. Første Gang vilde han sælge Huset med Ret til
at holde Komedier, „naar de allernaadigst maatte tillades“, anden Gang
Chr. Esmarch (sml. Luxdorphs Dagbøger I, 291 f.), men blandt disse Sager fin
des en Mængde af den pietistisk paavirkede A. G. Moltkes private Samlinger
Breve og Papirer, som han har ladet afskrive og opbevare. De tre Styk"
ker ligger i DK. Esmarchske Arkivaflevering Litr. P P, Nr. 1-3 (tidligere
blandt de saakaldte Skabssager). Tekstprøver findes hos Werlauff, anf. Sted.
*) Sjæll. aabne Breve 1738, Nr. 102, jvfr. Nystrøm, Offentlige Forlystel
ser I, 21 f.