![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0211.jpg)
III
EFTER ILDEBRANDEN
Det staar tilbage at berette om den danske Komedie efter at B ran
den havde hærget Byen og standset dens Virksomhed. Det kan kun
blive en Fortæ lling om skuffede Forhaabninger og hverdagsgraa L iv s
skæbner.
Havde Branden standset Skuepladsens Virksomhed, havde den dog
ikke udelukket ethvert Haab om Genfødelse. Thi vel havde Aktørerne
med Udgangen af 1728 mistet Hoffets Støtte, som havde vist sig at
være en nødvendig Betingelse for Komediernes Opretholdelse, men
selve den kongelige Tilkendegivelse indeholdt Løfter paa Fremtiden,
som man klyngede sig til. For Montaigu var Skuepladsens fortsatte
Bestaaen næsten en Livsbetingelse. Da Branden indtraf, var der U d
sigt til Forøgelse i hans Forpligtelser som Familieforsørger, og i
Foraaret 1729 skænkede den endnu unge Mad. Montaigu sin aldrende
Ægtefælle en Søn, som dog straks efter døde. Montaigu havde søgt
og faaet Hoffets Samtykke til at opkalde ham efter den spæde Prins
Karl, Kongens sidste Barn med Anna Sofie, men end ikke dette tyde
lige Vink havde man villet forstaa, skønt hans Kaar var saa ringe
som næppe før; „jeg bereder mig til at dø af Su lt“ , skriver han til
>
Løvenørn. Endnu var Stemningen i Byen trykket, Ulykkens tunge
Uvejrsskyer havde ikke faaet Tid til at sprede sig. Den efter Bran
den nærmest følgende Ju l var bleven en trist og glædesløs Højtid;
Julestuerne blev undertrykt og de uskyldige Kanefarter maatte opgives.
Montaigu havde haft i Sinde at give Forestillinger i Fastelavnen 1729,
for dog at indtjene nogle Hundrede Daler, men hans Ønske blev ikke
opfyldt1).
Snart bedrede dog Forholdene sig og et lysere Syn paa Tilvæ rel
sen vandt Overhaand. M idt i Novbr. 1729 gik der Rygter om, at
Kongen vilde genrejse de danske Komedier. Endnu var Aktører og
Aktricer ved Haanden, thi ganske vist havde Ulsøe netop ansøgt om
den ledige Byfoged-Tjeneste i Grenaa, men han foretrak at øve Sce
nens Kunst fremfor at pleje Ret og Skel i den jydske Købstad; langt
hellere vilde han være med til at „gøre Majestæten en liden D iver
tissement iblandt end derimod at faa anden Brød endnu“ , og han ud-
*) Utrykt udateret Brev fra Montaigu uden Adressat (maa være ira
Sommeren 1729 og rettet til Løvenørn) i Bøllings Brevsamling (KBK) D.
Fol. 3 0 1; Danske Saml. 111, 37 f.