233 / 253
229
Maria Magdalene la Croix er Moder til de af hans Børn, vi har Oplys
ning om. Hvad der blev af disse, er iøvrigt kun til Dels bekendt.
Montaigu taler i 1729 om at sende dem til franske Klostre, men det
er næppe blevet til noget; Frederikke Sophie sammen med en Broder
og Søster levede i Faderens Hus og var ilde faren, da han døde og
Pensionen gik ind. Den ene af hans Døtre, Christine Sophie, kom i
Tjeneste hos Etatsraad Schrodersee og døde som en gammel Hushol
derske i København 1790. Hendes Arving var af Moderens Familie,
Slægtninge af hendes fædrene Navn omtales ikke1).
Hvad der omhandles i nærværende Skrift er for en ikke ringe Del
Montaigus Gerning, og han havde fortjent en bedre Løn end den, der
blev ham til Del i hans Alderdom. En mere forstaaende Tid end Kri
stian den Sjettes vilde næppe have ladet ham synke til Bunds, skønt
han ikke var uden Skyld i sin ublide Skæbne. Han havde hørt til dem,
der lod Fiolen sørge; en daarlig Husholder havde han altid været,
utvivlsomt havde han sin Andel i, at det gik den danske Komedie
som det gjorde. Maaske havde han en lidt for overdreven Fø
lelse af eget Værd, altid havde han været utilfreds med sin Stilling,
altid havde han følt sig tilsidesat. Frederik den Fjerde, der Gang paa
Gang føjede ham i hans Ønsker, maa have sat stor Pris paa ham som
Kunstner, skønt han til Tider kunde, være vanskelig og fordringsfuld.
En Gang i hans yngre Dage — rimeligvis i Kristian den Femtes Tid
— var han uden Orlov rejst til Hannover, hvor han spillede Komedie
og var paa Veje til at træde i Hertugens Tjeneste, da denne fra Kon
gen af Danmark fik Anmodning om at jage ham bort, en Henstilling,
der straks blev taget til Følge. Montaigu var meget ulykkelig og
vendte angergiven tilbage2).
Var Montaigu en urolig, utilfredsstillet Kunstnernatur, var han efter
alt at dømme tillige en fin og aandrig Mand, behagelig i den person
lige Omgængelse. Han havde Forbindelser i indflydelsesrige Kredse,
fra mange Sider synes man at have sat Pris paa ham. Til Poul Løven
ørn stod han i nært Forhold. Fra 1714, faa Aar efter at denne ret
linede Statsmand og Kriger var vendt tilbage fra Rusland og var traadt
i dansk Tjeneste, var Montaigu ikke blot hans private Sekretær og
Medhjælper, navnlig med den franske Korrespondance, men tillige
hans Ven og Referent, der holdt ham underrettet om Forholdene, naar
han selv var fraværende. Montaigu var betydelig ældre og vaagede
') Udateret Brev fra Montaigu (af 1729, i KBK. Bøllings Brevsaml.);
Brev til Wasserschlebe af 1736 (KBK.); RA. Kabinettets Memorialprot.
Tom. III (1737), Nr. 309; Sjæll. aabne Breve 1790, Nr. 358.
2)
Udateret Brev til Storkansler Conrad Reventlow (f 1708), trykt i
Danske Saml. II, 284 f. (Orig. i RA. Breve til Storkansler R., Litr. M).