229 / 253
225
De konfirmeredes henholdsvis 3. Marts og 7. Aug. 1747; Forhandlin
gerne mellem General Arnoldt og Kancelliet faldt i det mellemliggende
Tidsrum1).
Kongen havde selv anvist en Udvej, som kunde tilfredsstille begge
de misfornøjede Parter, baade von Qvoten og Arnoldt: man maatte
dyrke Kunsten i Fællesskab. O g saaledes gjorde man. Julius Henrik
von Qvoten sluttede i Sommeren 1747 Kontrakt med Generalen, indret
tede et Komediehus i St. Kongensgade og aabnede sin „privilegerede
tyske og danske Skueplads“ i Novbr. I Decbr., da de danske Aktø
rer, efter at have trængt Thielo ud af Ledelsen, selv fik Privilegier,
udstedtes samtidig et Ekstensions-Privilegium for Arnoldt, der sikrede
ham og hans Arvinger Retten til at holde Komediehus i femten Aar,
men dermed skulde den ophøre. Det var dels en Cadeau til Gene
ralen, for at han i sin høje Alderdom kunde faa Ro i Haabet om E r
statning for de Kapitaler, han havde anbragt i det fordums Skuespil
hus i Lille Grønnegade, dels en Udvej til endelig een Gang for alle
at blive ham kvit. Von Qvotens Entreprise kommer os ikke ved,
blot skal bemærkes, at den ingenlunde blev den danske Komedie til
Fordærv; han spillede afvekslende paa Tysk og Dansk, hyppigt Hol-
bergske Stykker, og blandt hans Komedianter var flere, der siden
hørte til de mest navnkundige paa den danske Skueplads. Den bestod
dog kun til Maj 1748, hvorefter de danske Aktører tog Lokalet i B e
siddelse som det tredje og sidste Interimsteater inden det nye Kome
diehuses A abning2). I Skuepladsens endelige Privilegier (af 11. Septbr.
1750) havde man, belært af Erfaringen, omhyggelig værnet om Ar-
noldts Ret, der var løbende nogle A ar endnu; skønt han først døde
1758, næsten halvfemsindstyve A ar gammel, gjorde han den dog næppe
mere gældende, thi han forsvinder af Skuepladsens Historie samtidig
med von Qvoten. Hans Eftermæle som Kunstens Beskytter maa blive
det, at han aldrig af et villigt Hjerte eller uegennyttigt havde gavnet
den danske Kom edie3).
Om Capion er der kun lidet at fortælle. Da han i 1724 forlader
København, tabes foreløbig hans Spor. Sikkert har han haft skellig
Aarsag til at ryste Byens Støv af sine Fødder efter at han uhjælpe
lig var gaaet til Bunds i den rivende Malstrøm, som han af egen
x) DK. Oversekretærens Breve 1747, Nrr. 73 og 109 ; Supplikprot. 1747 I,
Nrr. 102, 103 og 818, II, Nr. 199; Sjæll. Konfirmationsprot. 1747, Nrr. 174
og 460.
2) Se nærmere herom Overskou II, 43, 58 ff., og Martensen I, 193 ff.
3) I Hass’ „Ære- og Efterminde“ (Universitetsbiblioteket i Kristiania,
Man. Fol. Nr. 338 d), hvori der skænkes Arnoldts Liv og Levned en udførlig
Omtale, er der — som det var at vente — intet om hans Forhold til Skue
pladsen. Det er først i en nyere Tid dette er draget frem.
15