226 / 253
2 2 2
skullet fremtræde som Nytaarsgave i Haab om en Almisse. Lindorph
naaede de firsindstyve A ar og oplevede saaledes at se den danske
Skueplads, som han havde været med til at grunde, blive et betydende
Led i Nationens Kulturliv, men selv var han længst forglemt og endte
sine Dage som Lem paa Alm indeligt Hospital (f 18. Oktbr. 1772)1).
Mere end Aktørerne havde Skuepladsens to Ledere, Montaigu og
Capion, saa vel som dens Antagonister, Arnoldt og von Qvoten, haft
virksom Andel i dens omskiftelige Skæbne.
Von Qvotens Fremtidsmuligheder havde den danske Komedie øde
lagt og Arnoldt havde, ud fra snævert begrænsede økonomiske Syns
punkter, saa lidet bidraget til at støtte den, at han tvertimod stadig
havde øget dens Trængsler. Deres Interesser vendte bort fra de dan
ske Skuespil, og de kom senere til at arbejde Haand i Haand mod
Skuepladsen, da den atter opstod efter den lange H vile. I Livet var
disse to de største Modsætninger. Arnoldt naaede de højeste militære
Æresposter, stod i Spidsen for hele den norske Armé, blev Elefant
ridder og Feltmarskal inden han døde og betragtedes af Hærens O ffi
cerer som en Patriark; von Qvoten var Kvaksalver og Tanddoktor,
en Person ingen agtede paa. Med Hovedstaden som Basis havde han
fortsat sin Virksomhed ude i Landet, han havde stadig balanceret paa
Lovlighedens Grænse og var ogsaa plumpet i. Ved Juletid 1726 var
han „med en liden Svite“ kommet til Møen, havde i Stege paa van
lig Vis ladet udraabe fra sin Skueplads, at han var i Stand til at
kurere for al Slags Bræk og Svaghed, og de godtroende Bønder, som
kom til Marked, var strømmet til og havde betalt ham paa Haanden
for at komme under Kur, hvorefter han i al Hemmelighed var for
svundet. Paa Amtmandens Tilskyndelse tog Rentekammeret Affære
og lod von Qvoten anholde i København, men Svigersønnen gik i
Kaution og fik ham fri. Selv ejede han ikke det, han kunde føde sig
af i Arresten2). Til Skammen kom Skaden: i den store Ildebrand gik
hans Teater med alt Tilbehør til Grunde3). Sandsynligvis har det
været installeret i Skrædernes Lavshus i Brolæggerstrædet, hvor ogsaa
Phønixbergs Officin havde til Huse og vistnok led samme Skæbne4).
Von Qvoten hørte hjemme i de brede Lag og havde Smaakaarsfolks
Trængsler at drages med. En af hans Svigersønner var Trompeter, en
anden Fanesmed, begge ved Livgarden til Hest; den sidste blev 1732,
tilligemed sin frugtsommelige Kone sat i Stokhuset for et Tyveri paa
4) Alm. Hosp. Kirkebog (LAS).
2) Oluf Nielsen, Kjbhvns Hist. VI, 233 ff., og RSA. Mag. Kopibog 1725-
27, S. 662.
3) DK. Supplikprot. 1746 II, Nr. 119 3 .
4) Hist. Tidsskr. 3. R. II, 25, og Grove 387