228 / 253
224
Aar gjorde den gamle von Qvoten og hans Søn ihærdige Anstrengel
ser for dog at opnaa noget, enten Ret til at give danske eller tyske
Skuespil, eller blot Konfirmation paa den gamle Bevilling, hvorefter
von Qvoten maatte spille tysk Komedie „indtil videre“ . Men forgæves,
Kongen resolverede, at den unge von Qvoten derom maatte forenes
med General Arnoldt. Den gamle gav nemlig hurtig op i denne nerve
oprivende og frugtesløse Kamp for atter at komme til at dyrke den
dramatiske Kunst og lod Sønnen optræde paa egne V eg n e1).
General Arnoldt havde ogsaa ventet paa denne Lejlighed for at
gøre Brug af sine Privilegier og indhøste en Del af de mange i A a
renes Løb tilsatte Renter. Men han var atter uheldig. Ingen kunde
vide, at den gamle Ekscellence nu tænkte paa at etablere Komedie
spil i København, og Kancelliet havde uden videre givet Thielo B e
villing. Den var udstedt 30. Decbr. 1746, medens Arnoldts Begæring
om Konfirmation var dateret den 31. Da der ikke kunde være Tale
om bagefter at indskrænke Thielos Rettigheder, var der ingen anden
Udvej end at knytte den indskrænkende Klavsul til Arnoldts Konfir
mation, at hans Privilegium ikke maatte præjudicere Thielos. Den
enevældige Konge var naturligvis ikke bundet af de før hans Tid ud
stedte Benaadninger, men Administrationen, som ogsaa tidligere havde
forkludret Skuespilprivilegierne, havde alligevel begaaet en Fejl. Og
Arnoldt blev meget misfornøjet. Hans Ret var atter gjort illusorisk;
oven i Købet havde Thielo henvendt sig til ham for at faa truffet en
Akkord, men den nys udstedte Bevilling havde gjort alle Aftaler over
flødig, havde vendt hele Forholdet paa Hovedet, saa det blev Arnoldt,
der skulde indrette sine Planer efter Thielos og ikke omvendt. Det
kunde se ud som Haan og Underfundighed, men var blot sammen
stødende Tilfældigheder. Højlig beklagede Generalen sig og holdt
paa, at det maatte være afhængigt af ham, om Thielo overhovedet
kunde aabne sin Skueplads. Da man i Kancelliet nødig vilde støde
den høje militære Embedsmand for Hovedet, bad Oversekretær Hol-
stein ham om en nærmere Udtalelse, hvorpaa hans Besværinger
skulde blive Kongen refereret. Arnoldt efterkom prompte Anmod
ningen og erklærede sig med al ønskelig Tydelighed: opgive sine
Privilegier vilde han ikke, dertil havde han haft for store Tab, han
agtede selv at „lade holde Komødier af de dertil forderligst indkaldende
duelige Acteurs“ . Generalen vilde altsaa selv oprette den nye Skue
plads. Det havde været Kunsten til liden Baade, om det var sket,
men det skete ikke, thi Kongen vilde ikke fravige sin Beslutning, og
Arnoldt maatte resigneret tage mod de klavsulbehæftede Privilegier.
') DK. Supplikprot. 1747 I, Nrr. 52 og 96.