36 / 253
32
til at give en god Del lystige' Komedier og Tragedier. Om han da
endnu, spørger Hamlet, har de tre kvindelige Komedianter i sin Tje
neste, der agerede saa vel i Wittenberg? Hvortil Mester Carl svarer,
at han kun har to
hvilket stemmer med Oplysningerne i det oven
for omtalte Rejsepas, som i Begyndelsen af 1676 udstedtes af den
danske Konge for „Vores Komedianter“. Den tyske Bearbejder (Joh.
Velten?) lader dernæst Hamlet fremføre en lemfældig, halv gemytlig
Kritik over Truppen, i sikker Forstaaelse af, at det kun kunde gøre et
pudsigt Indtryk, naar Komedianterne udtalte Dommen over dem selv.
Hamlet holder sig op over, at deres Støvler er uden Sporer, at deres
fjerbesatte Hatte ser ud til at være benyttet som Nathuer, at Kon
ger og Fyrster ikke ageres med tilstrækkelig Anstand etc., hvilke Kor
rektioner Principalen modtager med „unterthåniger Ehrerbietung“.
Hamlet bestemmer da, at Teatret skal opstilles i „den store Sal“.
Hvad man mangler kan man faa hos „Schlossbaumeister“ eller paa
Rustkamret, Klæder er der nok af, hvis der skulde fattes et og andet
i Garderoben. I den følgende Scene befaler Kongen, at de tyske Kome
dianter skal agere før Aftentaflet, bagefter vil han lade sine egne Under-
saatter opføre en Ballet — hvilket var Skik ogsaa ved det danske Hof.
Saa præsenteres Komedien, med det fra Shakespeare bekendte Udfald,
medens Hamlet bevidner Principalen sin Tilfredshed, og Optrinet
ender med, at Mester Carl beder om Rejsepas for sin Bande, hvad
Hamlet giver ham Løfte paa.
F R A N S K E H O F K O M E D IA N T E R
De engelske Komediantbander, der i Frederik den Andens og Kri
stian den Fjerdes Tid søgte til Danmark, saa vel som de tyske og
nederlandske Trupper, der senere jævnlig laa paa Gæsteri i denne Ud
kant af Europa, var ambulante Trupper, som kun slog sig ned for
en kort Stund; det laa i disse Truppers Natur ikke at finde blivende
Sted, men at friste Livet og dyrke Kunsten ved idelig Omflakken.
Danmarks Hoved- og Residensstad afgav ikke blot en bekvem Station
paa Vejen til det øvrige Norden, der var ved det danske Hof, navnlig
i Sofie Amalies Tid, en udpræget Sans for Skuespil. Men det afgørende
for disse rejsende Bander var, at der lige til Begyndelsen af 1680erne
(bortset fra et ganske kort Tidsrum under Frederik den Tredje) savne
des en fast Komedianttrup.
Hoffet var dog ikke af den Grund uden Forlystelser. Ved Hof
festerne gik Ridderspil og Karruseller hyppigt paa, der var „Wirth-
schaften“ og Maskerader, ofte arrangerede i det frie; Kongen selv