33 / 253
29
hans Trup agerede i København, indeholder ogsaa indirekte Oplysnin
ger om, hvilke Stykker han fremførte i Danmark paa dette Tidspunkt.
Der er blandt dem flere af engelsk Oprindelse, ikke blot den nævnte
Komedie om den engelske Kongesøn og den skotske Kongedatter (der
her gaar under Titlen „Crispino und Crispiniana“), men ogsaa „Josepho,
der Jude von V en ed ig“, utvivlsomt i Slæ gt med Shakespeares berømte
Drama; andre er af spansk og italiensk Herkomst, saaledes „Prinz
Sigism ondo“ og „Das grosse Ungeheuer“, begge efter Calderon, og
„Die verführerische A lam oda“ efter Italieneren Sbarra. Her støder man
ogsaa paa Moliérebearbejdelser, bl. a. „Der kluge Knecht M ascarillia und
der einfältige H err“ (L’Étourdi) og „Der alte G eizhals“ (L’A vare); det
hænger naturligt sammen med, at Velten, der senere tilrettelagde en stor
Del af Moliéres Komedier til Brug for Truppen, allerede nu øvede en
kendelig Indflydelse paa V alget af Repertoire. Hertil kommer flere
andre Stykker, der kun kendes af N avn 1) og hvis Indhold og Her
komst er dunkel, men hvoraf nogle kan være af ren tysk Oprindelse,
f. Eks. „G enoveva, Pfalzgräfin zu Trier“ . Intet af dem skønnes dog
at stamme ned fra tysk dramatisk Digtning, der er indrømmet Plads i
Litteraturen, hverken fra Opitz eller G ryphius; det syttende Aarhundre-
des tyske Kunstdrama var Læsedrama og opførtes ik k e 2).
Carl Paulsens og Veltens Repertoire var altsaa i sine enkelte B e
standdele — ligesom de øvrige tyske Banders — væ sentlig af frem
med Oprindelse, dels A rvegods fra de engelske Komedianter, dels
Laanegods fra en for tysk Væsen og Følemaade fjerntliggende dra
matisk Digtning, hvis Emner maatte bjergtage Tilskuerne ved deres
stærke og fremmedartede Romantik3). Stykkerne tilrettelagdes og be
arbejdedes af Truppens Principal eller den af Komedianterne, som
bedst egnede sig dertil. Det var Tidens Skik — baade Shakespeare
og Molière var udøvende Scenekunstnere og blev kun Komedieskrivere,
fordi Forholdene førte det med. Det forstaar sig, at de tyske K o
medier udarbejdedes efter Bandens Behov, ingenlunde altid over de
originale Digterværker, hyppigst vel efter de lettest tilgæ ngelige O ver
sættelser. Litterære Anfægtelser hæmmede ikke Bearbejderens Syslen
med det fremmede Stof, han stod frit over for det og Hensynet til
i n ^ V ,lere Tilfælde> hvor Stykket har kunnet bestemmes, kendes dog
heller ikke stort mere.
,
*]
,h„er® m ^ lix Bobertag, Die deutsche Kunsttragoedie des XVII Jahr
hunderts (Archiv für Litteraturgeschichte V,
1876
,
152
ff.).
) Der er altsaa noget om den gamle Anskuelse, at Haupt- og Staats-
actioiierne stammer fra Spanien, en Anskuelse, som lidt ældre tyske
orskere har søgt at slaa ned (se Prutz, Vorlesungen über die Geschichte
des deutschen Theaters, Berlin
1847
,
194
ff., og Bobertag i Archiv für
Litteraturgeschichte V,
189
)