34 / 253
30
Publikums Moro var det afgørende. Maaske var dog Velten, den
dannede og vel oplærte Mand, noget mindre radikal i den Retning
end mange af hans Kunstfæller.
De tyske Komedier, der er nævnt i det foregaaende, hører til den
Kategori, der gaar under Navnet „Haupt- und Staatsactionen“. Det vil
i Almindelighed sige Aftenens Hovedstykke. Den nærmere Forklaring
af dette Udtryk (hvis sidste Led dog hyppigt er udeladt) maa rimelig
vis søges deri, at den stærkt dramatiske eller tragiske Handling for
trinsvis er henlagt til de højeste Kredse, blandt Konger og Fyrster1).
Maaske blev dette Udtryk først mere gængs blandt de tyske Komedi
anter mod Slutningen af det syttende Aarhundrede; i det attende be
nyttedes det gerne paa markskrigersk Vis af Trupper, der stod langt
nede paa Kunstens Rangstige, hvad der bidrog til at kaste et Skær af
Komik over det. Peder Syv sondrer i sine Betænkninger om det
Cimbriske Sprog (1663) mellem „Tragedier eller Sørgedigte handlende
om store Herrer, og Komedier eller Frydespil om ringere Personer“8).
Det er en rent litterær Definition, hentet fra Oldtidens Grammatikere*),
og kan for saa vidt ikke afgive noget Holdepunkt for den udøvende
Scenekunsts Terminologi, men man ser, hvorledes Forestillingen om
Tragediens Væsen og Emner nøje var knyttet til de højest stillede Per
soner i Samfundet.
Efter det alvorlige Hovedstykke fulgte, som man ved, jævnlig et
lystigt „Nachspiel“, hvoraf Titler som „Der alte geizige Pantalon“,
„Der Speckdieb“, „Pickelherings Anatomie“ og „Der gestopfte Pickel-
hering“ er hentet fra Carl Paulsens Gæstespil ved det kurfyrstelige
sachsiske Hof i 1674. De er ganske sikkert ogsaa gaaet over Scenen
herhjemme i disse Aar; det sidste af dem vides iøvrigt at være op
ført af von Qvoten langt senere (1748) i St. Kongensgade under Navn
af „Den udstoppede Harlekin“. Ogsaa disse komiske Efterspil var
fremmed Gods, som de tyske Trupper havde tilegnet sig af det ita
lienske Teater, Harlekinader, med disses løse Form, der tillod Ændrin
ger og Omarbejdelser i det uendelige, næppe nedskrevne, men spillet
af Komedianterne par coeur efter et flygtigt udarbejdet Kanevas eller
Scenario. Om Hauptactionerne oprindelig har foreligget i saa fast en
Form, at Replikken Ord til andet sloges fast, er heller ikke sikkert;
x) Mantzius’ Forklaring (De store Skuespilleres Aarhundrede, S. 11), der
har Lighed med Bobertags (anf. Afhandl., S. 186 f.), vil næppe kunne bi
faldes, Dahlgrens (Anteckn. om Stockholms Theatrar, S. 11) ikke heller.
Nyere tyske Forskere staar tvivlende over for Udtrykkets egentlige Betyd
ning (se f. Eks. Litzmann i Archiv fur Theatergeschichte II, 67).
a) Danske Grammatikere, udg. af Henrik Bertelsen, I (1915), S. 200.
*) Sml. Citater hos J. P. Jacobsen, Det komisxe Dramas Oprindelse og
Udvikling i Frankrig (1903), S. 14.