64 / 207
A X E L G A R B O E
af et puds. Men sådan mente han altså at have fået øje på store
bjergkrystaller, og - hedder det videre - »af Begiærlighed efter at
faae et saadant Stykke, begav han sig i Fare, som nær havde kostet
hans Liv«.
Andreas Birch, der i 1752 omtales3 som »Kongelig Laquai«, be
gyndte ligesom flere af hans samtidige at eftersøge teknisk anvende
lige mineraler rundt om i Danmark og gjorde fra 1750 dette »efter
Kongelige Allernaadigste Befalning«.4 Dateret den 2. marts 1752
overgav Birch underdanigst Videnskabernes Societet i København
en samling af »forgangen Aar i Jylland decouvrerede og under
søgte mineralske Jord-Materier«.5 Fortegnelsen ledsagedes af jord
prøver i 21 små æsker af træspån. I nr. 16 af disse æsker, nu i
Mineralogisk Museum i København, findes ifølge fortegnelsen
»Terra vitriola nigra«, som »participerer med Jern og en liden del
Kaaber, fører og en Solf og Kaaber gehaltig K iis; findes paa Paltz-
gaards grund, paa et i Søe Carterne bekiendt Stæd: Biørns Knude
kaldet«. Det er sort glimmerler (»Alunjord«) med et indhold af
svovlkis, som muliggjorde anvendelsen til alunfremstilling. En
sådan fabrikation blev sat i gang i 1758 af apoteker v. Steuben i
Århus, der netop anvendte »en sort feed leeragtig Jord« fra
Bjørns Knude,0 måske tilskyndet dertil ved Andreas Birchs hen
visning til forekomsten. Når denne taler om et indhold endogså af
sølv, var det et typisk udtryk for de store forhåbninger, man den
gang nærede, om værdifulde mineralforekomster i Danmark, og
det ikke blot på Bornholm, hvor der dog var et vist grundlag for
sådanne drømme, men også i andre egne af landet, blandt andet
også i Lille Bælt-området. Således nærede man i 1 735- 1 736 håb
om, at der var mulighed for at udvinde guld af en »sort jord« i
Røgle Klint (Billeshave) ved Lille Bælt.7 Den t i . oktober 1735
skrev grev Christian Ernst Stolberg-Wernigerode til kong Christian
V I, at han havde besigtiget stranden ved Billeshave, hvor der var
64