14 / 245
10
Og i
1844
skrev han efter et Besøg ved sin Faders
Grav:
»En troende Taler var Fader Johan,
en glødende Kæmpe i luthersk Forstand,
med Øre for Salmer, som Kingoer sjunge,
med Barnet i Hjerte og Skriften paa Tunge,
paa Gerninger gode saa rige var faa,
thi ingen var bedre end han mod de smaa;
og hvordan her nede han gjorde sin Bøn,
det h a n vil forklare, som saa det i Løn.«
Men har end Grundtvig meget af sin Kæmpenatur efter
sin Farfar og Bogormenaturen efter sin Fader, der i høj
Grad var et Studerekammer-Menneske, saa lignede han dog
mest M o d e r e n , K a t r i n e M a r i e B a n g , født
1748
, Dat
ter af kongelig Godsinspektør, Kammerraad Niels Kristian
Bang, der — har man ment — hørte til en Gren af de mæg
tige Hviders Slægt, som i Middelalderen havde saa meget at
sige her i Danmark, og som i Absalon skænkede vort Folk
maaske dets største Personlighed. — Grundtvigs Moder var
en klog og viljestærk Kvinde med stor Kærlighed til sin
Mand og sine Børn, venlig og. jævn mod alle, med en aaben
og kærlig Haand over for Fattigfolk, dygtig til at styre sit
Hus og opdrage sine Børn, en fintfølende og dannet Kvinde.
Men hun var fast i sine Beslutninger indtil Stædighed. En
Gang i Høstens Tid, er der fortalt, havde hun besluttet, at
Folkene skulde i Haven, men Avlskarlen forestillede hende,
at det saa ud til Regn, og at det vist var bedst at køre
Rugen hjem, og han kom til at anføre, at Degnens var i
Færd med at hente deres Rug. »Aa! hvad bryder vi os om,
hvad Degnens gør!« svarede hun. Men det blev Regn i
14
Dage, og Præstens Rug blev fordærvet. — Hun var bleg og
svagelig og fik af sin Broder, den bekendte Læge F. L. Bang,
det Raad, at hun skulde ryge Tobak, og uden at ænse,
hvad Folk vilde sige, tog hun fat derpaa. Grundtvig har
sikkert nok arvet mest af Moderens Natur, og hun var lige
ledes den, der i hans Børneaar ubetinget var mest om ham
og for ham.
I Sommeren
1783
var N. E. Balle, der i dette Aar var
bleven Sjællands Biskop, paa Visitats hos sin første Hustrus,
Frederikke Severine Grundtvigs Broder i Udby. Og ved
denne Lejlighed fandt et Optrin Sted, hvorom Grundtvig
senere mindede sin Moder i et Digt fra
1815
: