19 / 245
Jeg tumled som Pogen,
mig sidder paa Skød,
men tav, naar fra Krogen:
»O, J e s u!« det lød:
» F o r l a d f o r d i n P i n e
m i g S y n d e r n e m i n e ,
f r e l s m i g f r a d e n e v i g e D ø d
Med H jertet paa Tunge,
med Bogen paa Skød,
med Trang til at sjunge,
som Ordene lød,
med værkende Lænder,
i Svaghedens Baand,
med rystende Hænder,
i Fædrenes Aand
sang højt M a g d a l e n e
med Toner fuldrene
med Taarer den Salme saa skøn.
Den gamle i Gaarde
fuldgod mod de smaa,
hvem ej med det haarde
man fik over Straa,
som, før man det troede,
fra bister blev mild
og gik med det gode
da gerne i Ild,
saa trofast som Guldet,
Goldammen til Kuldet,
hvoraf jeg med Asken kom sidst.
Min Fader, Gud glæde
hans Sjæl i sit Kor!
Han ingen lod græde
for Brød ved sit Bord;
ej døde Moraler
sin Afkom han gav,
men levende Taler,
naar Krøbling ved Stav,
naar Flokken om Bænken,
naar Hunden i Lænken
rundhaandet han selv kom i Hu.
Der døde den gamle,
da alt jeg var stor,
for stor til at samle
de fyndige Ord,
de Vendinger snilde,
de mange Bække smaa