NFSGrundtvig

en Gang i den strenge Vinter 1788, at han under Læsningen

brallede op: »Russen har taget Oksakov og vil inden Paaske

være i Konstantinopel!« Ved disse Ord vaktes hos den

4— 5 Aars Præstesøn en Forestilling om et sejrrigt Indtog

og en glædelig Fest i de vantros Hovedstad, »en Forestilling«,

siger han, »som ved at bade sig i Livets Flod, der findes i

Barneparadiset, blev paa en Maade udødelig«.

Den nærmeste Følge blev den, at han fra nu af havde

et lille udenlandsk Departement i sin H jerne; men da Deg

nens Spaadom ikke slog til, vendtes Øjet snart til den snæv

rere Kreds, indtil en Bevægelse ude igen kaldte det til det

store Verdensliv. Samme Aar fik Landsbyen en ny Skole

mester, der ikke blot var Student, men havde taget Embeds

eksamen. Han havde i mange Aar været fransk. Sprogmester

i København og var »en saa komplet Franskmand, som fødes

kan i en fynsk Selvejergaard, en hel Jakobiner paa Huen

nær, der var grøn i Steden for rød«. Han blev »Hr.« lige

paa Stedet, uden at Mossjø Degn vovede at mukke, naar han

ikke vilde høre, at han trods sin første Eksamen var en

Idiot og Sinke. Degnen læste da heller aldrig andet end

Aviser og gjorde ikke mindste Fordring paa at være »stude

ret«, undtagen naar hans Sønner blev kaldte til Session, saa

fik han dem fri, fordi han var en »studeret« Mand.

Det var den nye Skolemesters Stolthed, at han havde

skældt baade Grever og Baroner ud og kaldt en Professor,

der oven i Købet var Prokansler, »en kalket Væg«. Denne

Udskælden har sagtens bevirket, at han ikke fik Præstekald,

og denne Modgang havde gjort ham dobbelt ivrig til at

hylde Jakobinernes Tankegang, som hans Syssel med franske

Bøger havde næret hos ham i Forvejen. Han var saaledes

en lige saa ivrig Tilhænger af Robespierre og den franske

Republik, som Degnen var det af nedarvede Myndigheder.

Det kom en Gang til en stor Strid mellem de to om Udfaldet

af den Krig, Evropa var ved at begynde mod Frankrig; den

9aarige Præstesøn sluttede af deres Ivrighed, at Verden var

i Oprør og Ulave.

Et indenlandsk Departement havde han allerede 1790

— 7 Aar gammel — faaet i sit Hoved ved at høre om

Frederik den Sjettes Indtog med sin Brud, og Thaarups

»Høstgildet«, hvis Sange den Gang lød over det hele Land.

Mange Aar efter skrev han om Frederik den Sjette:

Rosendal: N. F. S. Grundtvig’.