18 / 245
14
Hun sendte ham af og til Penge, mens han var uden
Embede: 1815 en Gang 20 Rigsdaler, 1817 30 Rigsdaler og
den 28. Januar 1818 30 Rigsdaler. Tit kom der fra hende
Opmuntringer og gode Raad, som da Grundtvig næsten var
træt af forgæves at søge Præstekald, skrev hun den 4. No
vember 1815: »Da din Fader blev forflyttet til Odden, var
det det 17de Kald, han havde søgt.« — Stor var hendes
Glæde, da han 1821 var bleven Præst i Præstø, hvor hun
boede i sin Enkestand:
»De gladeste Følelser«, skriver hun den 9. Februar
1821, »og Tak til
den algodeGud opsteg til
hamfor
store Godhed imod mig og mine, som jeg aldrig her i
Livet eller hisset kan nok takke den almægtige Gud og
Fader for.«
Der var i Præstegaarden en gammel værkbruden Kvinde,
der havde været Barnepige saa vel for hans 6 Søskende som
for ham ; hende betegner han som sin »Sprogmesterinde«
og mener, at han skylder hende mange af de fyndige Ord
sprog og Talemaader, han var i Nød for, men fandt frem
for sin Erindring, da han var i Arbejde med at oversætte
Sakses mange latinske Fyndsprog og Sentenser paa Dansk,
ligesom han ogsaa mener, at
det er hende, der fremfor
nogen har bidraget til at vække den Kærlighed til vore gamle
Salmer, der alt spores hos ham i Børneaarene og senere i
saa høj Grad udmærkede ham, og derigennem skærpet hans
Øre, saa han selv kunde blive en Salmesanger for sit Folk,
og givet ham en Maalestok for, hvad han som saadan
maatte naa til. I Digtet » N y a a r s m o r g e n « taler han
herom saaledes:
En Pusling fuldliden
det var jeg dengang,
har aldrig dog siden
hørt Mage til Sang.
Og saa maa jeg røre
med Salmen et Bryst,
at Tonen jeg høre
kan atter med Lyst.
Den Tone, den Stemme
kan Manden ej glemme,
om end han blev hundrede Aar.