23 / 245
19
Ved mig selv jeg sagde tit:
Herregud, han kunde dog
sagtens la’ os høre lidt
om den Flod og om det Tog,
om de vakre Eventyr —
det dog morsomt var at høre.«
Kalis Verdenshistorie var mere efter hans Smag:
»Kali jeg grumme morsom fandt.
I hans Bog er mange Ting
sagt med saadant artigt Sving,
at jeg kunde ret fornemme
noget, Sjælen gennem fo’r;
jeg var bange for at glemme
af den Tale mindste Ord;
tit jeg inde i min Sjæl
læste højt dem for mig selv.«
Saa var det fremdeles »Suhms den vakre Bog om Nord«,
der greb ham, især Slutningsordene, som han gengiver saa-
ledes:
»Unge, det er jer, jeg vil
som en Fader tale til,
I er Landets Haab og Trøst.
Naar I Eders Old betragte,
rives da af den ej hen
til Guds Ord at ringeagte,
til at svige Drot og Ven!
Vogter jer, at I ej taber,
mens I dyrke Videnskaber,
eders Tro og eders Dyd!
Elsker altid Fædrelandet.
Mellem eder skiller Vandet;
Sproget har adskillig Lyd,
eder alle lige godt
kan dog samme Gud forstaa;
til jer alle samme Drot
lader samme Bud udgaa:
Ærer Kongen, frygter Gud!
Det er Herrens eget Bud.
Denne Bog vakte hans Lyst til at læse mere af Dan
marks Historie, og han fandt Suhms Bog
--------------alt for knap paa Ord.
Med sin Ramus og Lyskander
maatte Fader rykke frem.
Knap jeg kunde bære dem.
2
*