29 / 245
25
Ankomst eller lære at skamme mig ved min Forkærlighed
for Historien i Almindelighed og Danmarks i Særdeleshed,
ja, ved hver Gnist af hellig Ild og hvert Glimt af Aand, der
end fandtes hos mig; og skønt det altid er min egen Skam,
at jeg valgte det sidste, saa var det dog en gruelig Blindhed
hos vore troskyldige Fædre, som i den farligste Alder kastede
os ind i en Kreds saa fjendtlig mod alt i en højere Forstand
naturligt og levende og saa blottet for alt, hvad der adler,
saa fuld af alt, hvad der kan nedværdige, sløve og fordærve
M ennesket.------------------- Jeg behøver vel ikke at sige, at det
ikke er Klassikerne og ej Beskæftigelsen med Aandens yp
perste Mindesmærker, jeg hermed laster, men kun vore
Latinskoler, som jeg har kendt dem, og Drengevidenskabe-
ligheden, som er Aandens Pestilens, fordi Drengeforstanden
umulig kan fatte noget af det, der hører Aanden til, og maa
derfor, naar den vinder Selvtillid, forkaste det altsammen og
kry sig af en Hundeklogskab som den, man i det 18de Aar-
hundrede kaldte Oplysning.«
Rektoren i Aarhus kunde ikke holde Styr paa Drengene;
og han greb en Gang til den triste Udvej grædende at paa
kalde Drengenes Medlidenhed ved at sige: »Hvad har jeg
gamle Mand da gjort Dem, at De vil behandle mig paa
denne skammelige Maade!« Konrektoren, Stougaard, kunde
derimod baade styre dem og lære dem noget, ligesom han
med stor Omhu tog sig af dem. Til ham skrev Grundtvig
senere:
»Gæve Stougaard! til mig hen
tit du saa med ædel Smerte,
bød som Fader, bad som Ven;
men selvraadig var mit Hjerte,
lukkede sig fluks igen.
Dog, hvordan jeg end mig skabte,
Haabet du dog aldrig tabte.
Dine Ønsker og den Taare,
hvormed du mig unge Daare
sagde faderlig Farvel, —
de mig rørte, dem jeg gemte,
og hvor meget end jeg glemte,
dem har jeg dog aldrig glemt.
Taaren staar mig klar i Øje.
Tak, vor Fader i det høje!
Stougaard, brave Lærer, Tak!«
I sin Skoletid var Grundtvig undertiden om Aftenen
Forelæser paa et Skomagerværksted for Mesteren og hans