33 / 245
29
Den betegner i Modsætning til den tørre Rationalisme
Længsel og det hellige Vemod som den egentlige religiøse
Grundstemning. »Den vil,« siger Grundtvig, »en Revolution
i Aandens Verden, ikke mindre betydningsfuld end den
franske i den politiske.« Fra Romantiken udgaar en ny Digt
ning, en ny Kunst, en Reformation i Sprogforskningen —
i mange Maader nye Former for Livet.
Og denne Bevægelse fik i Grundtvigs Studenteraar sin
ildfulde Talsmand i hans Fætter H e n r i k S t e f f e n s (1773
— 1845). De havde set hinanden før i Grundtvigs Hjem, hvor
Steffens en Gang var kommen paa Besøg og havde vist
Grundtvig Billeder i en Perspektivkasse; nu traf de hinan
den igen i København i deres Morbroders, Professor Bangs
Hus. Og som Steffens havde været den overlegne, da han
viste Drengen sin Perspektivkasse, saa var han det ikke min
dre nu overfor den gammeldags klædte, noget træge Student,
som var bundet i det fattige Aandsliv, der da levedes i Dan
mark.
Hvor meget imidlertid end Steffens saa Grundtvig over
Hovedet, og hvor lidt Grundtvig forstod eller følte sig tiltalt
af Fætteren, saa gik han dog hen og hørte de Foredrag,
Steffens fra den 11. November 1802 holdt paa Ehlers Kol
legium. Han havde aldrig førerfaret, at man kunde tale
fra et Kateder uden at kede sine Tilhørere, men maatte
sande det, saa snart Steffens lukkede Munden op. I Grundt
vigs senere Aar var det særlig det, han fremhævede, at
Steffens havde givet ham Beviset for, hvilken Magt der kan
være i et virkelig aandeligt, mundtligt, »levende« Ord. Det
er ogsaa, hvad han betoner i sin berømte Mindesang over
Steffens ved dennes Død 1845:
Lynildsmand, som for vort Øje
i det aarie Morgengry
lig en Engel fra det høje
vælted Stenen bort paa ny,
Stenen, som i Blomsterhaven
dækked, spærred’ Livsordsgraven,
ogsaa du sank under Muld.
Naar det knitrer, naar det dønner,
naar det runger dybt i Fjæld,
naar I lytter, Nordens Sønner,
muntre end i Tidens Kvæld,
husk da, det var ham, som blunder,
der i Nord til stort Vidunder
stødte først i Hejmdals Lur.