34 / 245
30
Ved mange Lejligheder har Grundtvig udtalt sig om,
hvad Steffens var for ham.
I sin D a g b o g fra 31. December 1806 siger han, at
Steffens vakte ham af hans vaagne Slummer. — Og i Ve r -
d e n s k r ø n i k e n a f 1 8 1 2 hedder det, at der efter 1801
»lød en kraftig Røst, der forkyndte Tidens Vanart. Henrik
Steffens . . . . kom til Moderlandet og opslog sin Lærestol paa
den halvvaagne Højskole og førte i Sandhed ej søvnig Tale.
Nysgerrige Ungersvende flokkedes om ham, og vel forstod
kun faa noget sammenhængende af hans med mange Kunst
ord udstafferede Tale; men det var godt at forstaa, at han
lod haant om den Oplysning, der hidtil var udbasuneret, at
han talte med en forbavsende Ærbødighed om Kristus og
hans guddommelige Rang, at han haanede den danske Læse
verdens Afguder, Kotzebue og Lafontaine, at han priste
Shakespeare og Goethe som ganske anderledes Digtere end
den Flok, man nævnte saa; og dette var godt. Han kom
og svandt som et Luftsyn; og det var ogsaa godt; ellers
havde han forrykket mange H jerner. Nu vakte han kun
Eftertanke, og mangt et Frøkorn, som han udsaaede, er vist
i Stilhed groet op til at bære en god og velsignet Frugt. S tef
fens gjorde mig opmærksom paa, at Historien har noget at
betyde. Jeg troede ikke et Ord af, hvad han sagde; men
Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus som deres Midt
punkt var dog kommen i min Sjæl; og den blev oplivet, da
jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig
saa kære Schiller.«
Endvidere har han sagt, at Steffens brød Isen til alt,
det poetiske, han havde oplevet. Ganske vist havde han, før
han hørte Steffens, forsøgt sig som Digter i den foregaaende
Tids Smag; han havde forsøgt at skrive komiske Fortællinger,
hvori han efterlignede Wessel, Baggesen og T. C. Brun; han
havde skrevet Viser til Pris for »Pigen«, »Vennen« og »Glas
set«; ja, han havde endog skrevet en Komedie — nærmest
en Satire over de nye Seminarister — , som han indleverede
til det kongelige Teater, men fik forkastet. Efter at han
havde hørt Steffens, slog han ind paa en ny Retning: den
historiske Fortælling og den historiske Tragedie; men det
egentlige poetiske Gennembrud skete ikke endnu. Han maatte
opleve mere, før det kom.