NFSGrundtvig

Han føjer hertil: »Hvad der virker mest til en saadan

Vaartid, lader sig vel ikke let bestemme; men til det virk-

somste hørte aabenbart Ø h l e n s c h l æ g e r s »Poetiske

Skrifter« og det engelske Overfald; thi ved hine gik der et

Lys op for mig over Oldnordens Skatte, dem, jeg hidtil kun

rugede over som en Drage, og ved dette vaagnede min

Fædrelandskærlighed.«

Han var bleven Formand for et Læseselskab paa Lange

land, og til dette havde han bl. a. købt Øhlenschlægers

»Poetiske Skrifter« og mange tyske Bøger. »Øhlenschlægers

Skrifter«, siger han, »fandt hos mig et Øre, der var fortroligt

med nordiske Toner, og et Øje, der just begyndte at oplade

sig for Kristendommens Herlighed og alle Livets store Ge

stalter (!), samt et Hjerte, som ved et Tordenskrald nys var

vaagnet« —

Det har sin store Interesse at følge Grundtvigs Optegnel

ser i Dagbogen om, hvad han læste i de Dage. F i c h t e s

Bog om Menneskets Bestemmelse har aabenbart virket paa

hans gærende, brusende Sind som en fast, ledende Haand.

S c h e 11 i n g s »Bruno«, der udvikler, at Sandhed og Skøn

hed i Virkeligheden er og bør være eet, at vil man Sandhed

uden Skønhed, ender man i den raa Virkelighed, og vil

man Skønhed uden Sandhed, ender man i det tomme Skin,

gav ham sikkert ogsaa frugtbare Tanker. Han har ligeledes

udtalt sig om sin Glæde over »den ham saa kære S c h i l

l e r « ; efter hans Mening til Eks. har Schiller gjort en stor

og god Gerning ved at tilbageerobre for Tragedien flere hi

storiske Skikkelser, som det 18de Aarhundrede havde ud

leveret til komisk Behandling, saaledes »jomfruen fra

Orleans«.

Den samme Udlevering af alvorlige Emner til komisk

Behandling traf Grundtvig i de Dage i et Stykke, der var

optaget i Rahbeks Tidsskrift »Minerva« for Maj 1806: »S k ir-

n e r s R e j s e , eller Kærlighed, Gudernes Straf«, en Fortæl

ling af Jens Møller, Lærer ved Slagelse Skole (den senere

teologiske Professor). Heri havde Møller forsøgt at behandle

et af de gamle Gudekvad som humoristisk Fortælling; og for

Grundtvig stod dette som Helligbrøde, hvorfor han straks

gav sig i Lag med at paatale det. Dette skete i hans Afhand

ling » L i d t o m S a n g e n e i E d d a«, der blev optagen i

»Minerva’s« Septemberhefte. Denne Afhandling har ikke

mindst sin Betydning ved, at den indleder en hel Side af