NFSGrundtvig

Eksamen, ej veed andet om Poesi, end at det er noget (som

oftest Løgn), der rimer sig; ej har højere Maal for deres

Studeringer end i det højeste bedste Karakter til Embeds

eksamen og derefter et godt Embede. —

De Raad, han giver mod denne Tingenes Tilstand, har

mindre Interesse for os, undtagen for saa vidt som han gør

gældende, at Børneskolen og Drengeskolen ikke kan frem

bringe Videnskabelighed hos Disciplene; det er alene Ung

domslivet, det kommer an paa, og at Universitetet kan give

sine Fostersønner Kærlighed til Videnskab og Kunst, er Be

tingelsen for en lykkelig Fremtid. Der er imidlertid ogsaa

i Ungdommens modtagelige Tid store Hindringer at over

vinde. Den unge Student »føler sig hendragen til det andet

Køn og fastsætter let Blodets varme Strømmen ved Kvindens

Smil og egen Nyden som Idealet for jordisk Lyksalighed«.

Og bliver det hans Maal at vinde Kvindegunst, vil han

maaske snarere finde Videnskaberne skadelige end gavnlige.

For Geniet vil imidlertid Kvinden vel næppe blive far

lig; den dyriske Nydelse kan vel lokke, men aldrig fastholde

ham, idet den ikke kan omfatte hans Væsen; og Kærlighed

kan vel fængsle, men ikke standse ham, idet den ikke helt

kan lukke hans Øjne.

Elsker han lykkeligt, flyver han ad den kortere Vej til

Maalet, han burde nærme sig med stadige Fjed, og vel vil

denne overnaturlige Kraftanstrengelse, denne Rus ophøre,

men han vil beholde et Minde, der ansporer ham til Stræben

mod den Herlighed, han kun anede, da han troede at

eje den.

»Elsker han ulykkeligt, da er han ikke mere sin egen,

men Skæbnens, og han kan ikke vide, om hans Muskler vil

tabe Spændkraften i den uhyre Kamp mellem alt og intet,

og han nedsegne som en visnet Blomst paa Werthers Grav

høj eller ikke. Men overlever han Krisen og vender lig

Lazarus tilbage fra Graven, hvor han s t r æ b t e a t s k j u l e

s i g f o r s i g s e l v , da vil han føle dobbelt Trang til at

stunde did, hvorhen der kun flyves paa det dobbelte Væsens

Vinger.«

At han ved det sidste har tænkt paa sine egne Forhold,

fremgaar af en Bemærkning i Slutningen af Artiklen. Han

veed godt, hvor store Mangler hans Afhandling har, men

alle fornuftige veed ogsaa, »hvor megen Visdom man bør

vente af en umyndig teologisk Kandidat, der prøver Penne i

en Afkrog f o r a t g l e m m e s i g s e l v . «