NFSGrundtvig

Hvad ellers Afhandlingen angaar, da er navnlig dens

første Del om »Religion« skreven i et saa filosofisk Sprog,

at den paa mange Steder falder os dunkel — Gangen i den

er omtrent føgende: Vi trænger til Religion. Vi lever her

i en Dal, begrænset af et uoverskueligt Hav, paa hvis anden

Side vi aner, der maa være et Land med herlige Vækster

og renere Luft end her. Vi stirrer derefter og stræber i vort

Aandedrag at indaande Luften derfra; men derved bliver

mange staaende, enten fordi de ikke kan se ud over denne

Jord eller er berusede af dens Druer. Men de, der ikke

kan nøjes med den dunkle Anelse, søger at skaffe sig Vished

ved Hjælp af de to Sendebud: P o e s i e n og F i l o s o f i e n ;

den første svinger sig i Sky ud over Havet for at bringe

Bud fra Landet hinsides, den anden søger at udfinde, hvor

fra hin Anelse udspringer. Men lige saa lidt som den første

skaffer fuld Vished, skaffer den anden fuld Klarhed. I bedste

Tilfælde hjælper de til i os at skabe Trang til Belæring fra

den anden Side af Havet o: til Aabenbaring, til Religion,

som er »det endeliges Samfund med det evige«.

De hedenske Religioner er Udtryk for en Stræben mod

et saadant Samfund; men ved Jesu kom det i Stand; hans

Religion er »det endeliges Forsoning med det evige«.

Siden har Katolicismen villet gøre Religionen til Poesi,

og Rationalismen vil nu gøre den til Filosofi. Katolicismen

har derfor udviklet sig en straalende, pragtfuld Liturgi, mens

man nu vil gøre den fattig, gøre det hele til en Skolesag.

Han gør saa videre med Hensyn til Liturgien gældende,

at som Kristendommens to Hovedpunkter er D a a b og N a d

v e r , saa maa ogsaa Liturgiens være det. Ved Daaben an

tages et Menneske til Kristi Discipel, i Nadveren berører

Mennesket det højeste og helligste, mod hvilket han stræber.

Daab og Nadver »bør lige saa lidt forandres som Religionen

selv«. Med Hensyn til P r æ d i k e n e n gælder det at vogte

sig baade for den d o g m a t i s e r e n d e Ensidighed, der fore

drager Systemet uden Frugtbarhed for Livet og uden ret

Sigte paa det evige, og den m o r a l i s e r e n d e , der er paa

Vej til at gøre Kristendommen til en Iagttagelse af en Række

moralske Forskrifter i Stil med »Knigges Omgang med Menne

sker«. Prædikenen skal være en af personlig Erfaring opglødet

Forkyndelse af Menneskets dybe Trang til Himlens Vejled

ning og Trøst, Guds evige Raadslutning til vort Held og vor

Frelse, Jesu Komme i Tidens Fylde, varm Kærlighed til