NFSGrundtvig

»Solen er gangen til Hvile,

Stjernerne lyser paa 0 ,

nu vil jeg gaa, jeg vil ile

rask over Land, over Sø.

Hisset fra Østen

hører jeg Røsten

Faderen kalder sin Søn.

Hviskende Stemme

kan jeg fornemme:

Moderen kalder i Løn.«

Han rejste derfor i Juli over Lolland og Falster hjem

til Udby. I Maribo mindedes hans Provst Blicher fra Guns-

lev, som pludselig var død ved Landemodet 1805 og be

gravet i Maribo. Fra Blicher gled Tanken let over paa

hans Datter Elisabeth, Broderen i Torkildstrup og i det hele

taget Vennekredsen der. Han maatte erkende:

»Var i denne Kreds jeg blevet,

gladere jeg havde levet,

derfor klager jeg dog ej;

mindre tabte jeg end vandt;

thi min Gud igen jeg fandt

paa den tornefulde Vej.«

»Ja, han havde tabt den Ro, som følger med aandelig

Død, og havde vundet den Uro, som er Livets uadskillelige

Rejsefælle,« siger hans nyeste Biograf, Professor Rønning.

I Hjemmet fandt han alt ved det gamle paa det nær, at

hans Søster var død kort efter, at han rejste til Lange

land. —

Kort efter hans Tilbagekomst til Egelykke udbrød Kri

gen, som naturligvis helt igennem gjorde Krav paa Grundt

vigs Opmærksomhed. Hans Sorg over Hovedstadens Brand og

Flaadens Tab blev vel endnu mere levende for ham ved, at

han paa Tranekær, hvortil Familien for en Tid var flyttet,

gjorde Bekendtskab med Peter Willemoes, der havde sit

Kvarter der paa Slottet, og hvem han som bekendt har sat

det skønneste Mindesmærke dels i Verset paa Willemoes’s og

de andre Søheltes Grav paa Oddens Kirkegaard og dels i

Sangen: »Kommer hid, I Piger smaa!«

Krigen og Mødet med Willemoes havde for en kort Tid

kaldt Grundtvig tilbage til Samtiden fra hans Arbejde med

Nordens Oldtid; og en Efterretning, der kom i Slutningen af

Vinteren, gjorde det igen. Man havde i København holdt

offentlige Maskerader til Forargelse for mange, medens andre