49 / 245
45
Han færdedes i disse Aar i en Kreds af gode Venner,
og han var søgt i »Selskabet«.
P o v e l D o n s , den ranke Ungersvend, der var »lutter
Øje, lutter Øre, lutter Liv med Efterklang, vilde alting se
og høre, alt i Barmen eftersang«, nærede en sværmerisk,
inderlig Kærlighed til den stærke Digternatur. C h r. Mo l -
b e c h , den jævnaldrende Historiker, var knyttet til ham ved
fælles Studier og fælles Sorgers stærke Baand. De senere
berømte Professor, Nordmanden S. B. H e r s i eb og Danske
ren F. C. S i b b e r n, var hans Hjertensvenner. De berømte
Brødre Ø r s t e d søgte hans Omgang- H. C. Ø r s t e d skrev
saaledes den 19. December 1808 til Sibbern: »Min Broder
kommer til mig i Morgen Klokken 6 til Te. Dersom De vil
komme dertil, skal det være mig kært. Jeg ønskede tillige,
at De i mit Navn vilde bede Hr. Grundtvig om at komme
med, da det vilde være min Broder og mig kært at gøre
hans Bekendtskab.« Og den 14. Februar 1809 skrev Ørsted
til Sibbern: »I Morgen ønskede jeg at faa »Axel og Valborg«
forelæst for et Selskab af Venner. Jeg tager mig den Frihed
hertil at indbyde Dem og Hr. Grundtvig . . . . «
Det var et Par højst tiltalende Aftenselskaber; og ikke
mindre tiltalende var Sammenkomsterne paa det bekendte
» B a k k e h u s « , hvor K. L. Rahbek og hans Kamma stræbte
at samle Blomsten af den studerende Ungdom om sig, eller
Sammenkomsterne hos Professor Niels Treschow, hvor
Grundtvig ogsaa kom tit.
En Del kritiske Opsatser, han skrev i »Københavns
Skilderi«, blev næsten beundrede af hans Venner og stærkt
anerkendte af mange Læsere. Han kritiserede saaledes
ubarmhjertigt den uheldige Digter L. C. Sander, »Niels Ebbe-
sens utrolige Forfatter«, som Baggesen havde kaldt ham,
fordi han troede, at Sørgespillet »Niels Ebbesen«, som Sander
havde udgivet under sit Navn 1798, egentlig var skrevet af
hans afdøde Ven O. J. Samsøe. Da Sander nu 1808 udgav
det maadelige Sørgespil »Knud, Danmarks Hertug«, faldt
Grundtvig over ham med et Baggesensk Rimbrev, der viser,
at han havde store Evner i den Retning. Han siger til Eks
empel til Sander:
»Jeg holder mig ikkun til Bøger:
thi naar jeg ogsaa stundom spøger,
jeg holder mig t i l Mandens Bog
og holder mig f r a Bogens Mand
undtagen der, hvor Bog og Mand
ej længere adskilles kan.