53 / 245
49
Slægter. Vi skulde, men gør vi det ogsaa? Trænger Jesu
hellige Navn fra den bedende Faders og Moders Læbe ind i
Barnets Øre og Sjæ l? Fremstilles og prises Frelseren i vore
Forsamlinger som Guds Herligheds Glans og Jorderigs Sol?
Sønderknusende er det at maatte nægte det. Som en Lyd
uden Betydning hører de yngre af os almindelig Jesu Navn
at nævnes, og det er stort, naar det ej kommer til os, svøbt
i Bespottelse og Haan. Og nu vore Kirker? Jeg siger vore;
thi Kristi er de ikke længere, hvad høres vel der? Hel ofte
forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer
det højt, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel
Lærdomme, som kun er Menneskebud- Herrens Ord er for
svundet af hans Hus; thi naar det og lyder, er det ikke det,
som høres, som udlægges og indskærpes; det maa lade sig
forvende og bruge til hos de enfoldige at bestyrke Menneske
mening . . . . Lad os dog gange ind i de Kristnes Forsam
linger og dømme, hvad det er, der skal være stærkere end
Guds Ord, lad os dømme, om disse enkelte Dyder og Laster,
udtværede i Sprogets Vand, om disse opløftende Betragt
ninger over Livets Sysler og disse Klogskabens Raad kan
gribe et Menneske i hans Inderste, virke Afsky for Synden
og opvarme Hjertet til hellig Idræt! . .. .«
Denne Prædiken, som æggede ved sin Titel og ikke
mindre ved de anførte Ord, gav, som Mynster udtrykte sig,
Københavns Gejstlighed Lejlighed til at prostituere sig. 6
Præster med Stiftprovst H. G. C l a u s e n i Spidsen hen
vendte sig til Kancelliet med en Klage, hvis Hensigt var at
faa Grundtvig slettet af Listen over de teologiske Kandidater,
saa han aldrig skulde kunne blive Præst. Til en Begyndelse
nægtedes det hans Fader at faa ham til Kapellan. Man angav
den Grund, at der var 6—7 tjenstledige Kapellaner i Stiftet.
Der blev saa i Løbet af næsten et Aar skrevet frem og til
bage om Sagen mellem alle mulige Autoriteter, og til sidst
resolveredes der den 5. Januar 1811: »Kandidat N. F. S.
Grundtvig bliver for Konsistorium at indkalde, hvor ham af
Rektor Magnifikus gives en Advarsel og Irettesættelse, fordi
han i Trykken har udgivet indbemeldte Dimisprædiken.«
For Prædikenen havde han jo faaet Udmærkelse, saa det
kunde alene blive for Udgivelsen, han skulde straffes. Han
havde derved »røbet en forfængelig Lyst til at gøre Opsigt«.
Han mødte saa for Konsistorium den 12. Januar og fik
Rosendal: N. F. S. Grundtvig1.
4