NFSGrundtvig

men berøvede hans Aand en stor Del af dens Kraft, for

styrrede hans Sindsro og nedsænkede ham i den mørkeste

Tungsindighed- Jeg har set den ædle, som jeg elsker og

agter saa højt, i den sørgeligste Tilstand, hvori jeg har set

noget Menneske . . . . jeg maatte gyse ved at se en saadan

Natur saaledes bøjet.«

I det store Digt »N y a a r s - M o r g e n« har Grundtvig

selv i et Tilbageblik paa sit Liv skrevet om denne Krise:

»Jeg følte, at slaget

af Marken, paa Fjæld,

af Skygger bedraget

jeg raved i Kvæld;

bortblæst var min Styrke,

og myrdet min Ro,

det tordned i Mørke:

Og havde du Tro

til Bjerge at flytte,

det kan ikke nytte,

naar stenhaardt er Hjertet og koldt.

Mig tyktes, at Staven,

var over mig brudt,

til værre end Graven

af Herren forskudt;

mit Støv jeg foragted,

min Sjæl var mig alt,

jeg Døden betragted

i aandig Gestalt,

med Døden i Hjerte

jeg følte ej Smerte,

men blegned og gøs for mig selv.

Da lærte jeg arme

i Midvinter sval,

at Lys uden Varme

er Helvedes Kval;

ej græde jeg kunde

for Gud eller Ven,

kun grue og grunde

og grue igen;

jeg kæmpe mig vilde

til Kærligheds Kilde,

omskabe jeg vilde mig selv!«

Opmærksomme Læsere vil paa mange Steder i Grundt

vigs Prædikener opdage Erindringer fra hine tunge Dage, og

mellem hans utrykte Papirer findes mere end eet Blad med

Vidnesbyrd derom.

Hans Venner besluttede da — ogsaa efter hans eget