53
men berøvede hans Aand en stor Del af dens Kraft, for
styrrede hans Sindsro og nedsænkede ham i den mørkeste
Tungsindighed- Jeg har set den ædle, som jeg elsker og
agter saa højt, i den sørgeligste Tilstand, hvori jeg har set
noget Menneske . . . . jeg maatte gyse ved at se en saadan
Natur saaledes bøjet.«
I det store Digt »N y a a r s - M o r g e n« har Grundtvig
selv i et Tilbageblik paa sit Liv skrevet om denne Krise:
»Jeg følte, at slaget
af Marken, paa Fjæld,
af Skygger bedraget
jeg raved i Kvæld;
bortblæst var min Styrke,
og myrdet min Ro,
det tordned i Mørke:
Og havde du Tro
til Bjerge at flytte,
det kan ikke nytte,
naar stenhaardt er Hjertet og koldt.
Mig tyktes, at Staven,
var over mig brudt,
til værre end Graven
af Herren forskudt;
mit Støv jeg foragted,
min Sjæl var mig alt,
jeg Døden betragted
i aandig Gestalt,
med Døden i Hjerte
jeg følte ej Smerte,
men blegned og gøs for mig selv.
Da lærte jeg arme
i Midvinter sval,
at Lys uden Varme
er Helvedes Kval;
ej græde jeg kunde
for Gud eller Ven,
kun grue og grunde
og grue igen;
jeg kæmpe mig vilde
til Kærligheds Kilde,
omskabe jeg vilde mig selv!«
Opmærksomme Læsere vil paa mange Steder i Grundt
vigs Prædikener opdage Erindringer fra hine tunge Dage, og
mellem hans utrykte Papirer findes mere end eet Blad med
Vidnesbyrd derom.
Hans Venner besluttede da — ogsaa efter hans eget