NFSGrundtvig

i deres Kreds og bad for dem med høj Røst og under mange

Taarer, at Herren vilde bevare dem, saa de blev i Pagten.

Derefter stod han op, dybt bevæget, og gik ind i et Side

værelse. hvor han — kunde man høre — blev ved at bede

i Enrum. Paa selve Konfirmationsdagen gik han glad op og

ned paa Gulvet blandt de unge, mens Salmen: »Op, Sjæl,

bryd Søvnen af« blev sungen. Men under Talen blev han

saa bevæget, at han faldt paa Knæ og bad grædende højt

for Børnene. — En Gang havde en gammel Kone i Annekset

brækket sit Ben. Grundtvig red straks der hen og spurgte

hende, om hun nu havde takket Gud for det, der var sket

— et Spørgsmaal, der satte hende i Forundring, men gav

ham Lejlighed til at vise, at det, der i Øjeblikket behager

os mindst, tit bliver det, der baader os mest.

Han var de fattiges gode Ven, saa han endog en Gang

havde bortgivet Sædekornet. Da Avlskarlen saa kom og for

langte Penge til Sædekorn af den gamle Præst, og denne

spurgte Sønnen, hvorledes det forholdt sig, svarede han:

»Ja, Fader, hvad prædiker vi om?« I det sidste Brev, han

som Kapellan i Udby skrev til Provsten, beder han denne

»for Guds Skyld« at betænke den fattige Skoleholder i Udby

med lidt Korn; det vilde forbitre ham Skilsmissen fra Fædre-

huset, om han skulde tænke, at denne fattige Mand led Nød.

Et lærerigt Afsnit af hans Liv i Udby 1811— 13 er hans

Forhold til J. P. Mynster, der paa den Tid var Præst i

Spjellerup, nogle faa Mil derfra. Mynster var Stifsøn af

Grundtvigs Morbroder, havde levet et rigt Ungdomsliv sam

men med mange af de bedste unge i Tiden, bl. a. deres

Fætter, Henrik Steffens, var i en ung Alder bleven Præst,

havde oplevet baade Sjælekvide og et bestemt kristeligt

Gennembrud. Grundtvig saa i ham en bestemt kristelig

Præst, med hvem han gerne vilde i Samfund og Forstaaelse,

og derfor besøgte han en Gang Mynster i Spjellerup, men

blev grusomt skuffet ved Besøget. Mynster fortæller derom:

»Der kom fremmede til mig, men jeg fik dog Lejlighed til

et Par Timers Samtale, der aldeles ikke opbyggede mig.

Samtalen gik mest om Poesi og græske Tragedier, og jeg

havde rig Anledning til at forundre mig over den Kækhed,

hvormed Grundtvig udtalte sig om Ting, som han ikke

kendte- Det var naturligt, at Grundtvig fandt mig kold og

ikke aaben imod ham. Jeg havde virkelig ikke mindste Lyst

til en nærmere Forbindelse.«