59 / 245
55
GRUNDTVIGS FØRSTE PRÆSTEAAR.
D
e to Aar fra 1811 til 1813, da Grundtvig var Kapellan
hos sin Fader, var to rige Udviklingsaar for ham- De
sidste Skygger af Sindssygdommen svandt efterhaanden i Lø
bet af Sommeren 1811, men endnu saa sent som 3. Juli
klager han i et Brev til Molbech over slemme Levninger af
Tankeforstyrrelser. »Dog«, føjer han til, »Gud være lovet!
Jeg gaar ligesom Dagen, naar den begynder at længes, hvert
Døgn et Hanefjed fremad og haaber snart at naa den Tid,
da Gud og jeg skal være mine Tankers Herre.« — Han var
lykkelig ved sin Forlovelse med Elisabeth Blicher, der var
smuk, indtagende og hjertensgod, en trofast Sjæl, som ogsaa
Grundtvigs Venner var meget glade ved. — Og han var
lykkelig i sin Præstegerning. Kirkerne fyldtes, og Virkningen
af hans Forkyndelse sporedes endog længe efter.
Hans Maade at tale paa lignede kun lidt hans Frem
træden i Vartov paa hans gamle Dage. Da stod han fuld
kommen rolig paa Prædikestolen, og hans Ord flød som en
sagte rindende Strøm, eller — som det den Gang træffende
blev sagt af den svenske Præst Ahnfelt: »I sina yngre
dagar mera utmanande, bestormande och polemisk ar han
nu på sin ålderdom egentligen blott tetisk. Han synes full-
komligt stilla och orubblig i besittningen af trons verklig-
het- Det forekommer, som hade han for all evighet indtagit
en fast position i den osynliga verid, som bar den synliga
. . . Med Johanneisk vånlighet tillbjuder han menniskor sitt
goda: »Her er Tingen!« sager han o: hår år visdomen, i
denna riktning går lifvet — i den Apostoliska bekånnelsen
ligger Kristendomens qvinta essentia — . . . låt oss fast-
hålla den bekånnelsen, låt oss lefva och do i den.« I sin Ung
dom talte Grundtvig med meget høj Røst og med saa stærke
Bevægelser, at hans Ven Povel Dons indstændigt advarede
ham derimod.
Og streng var den unge Kapellan. Før Skriftemaalet
hørte han Altergæsterne over i deres Børnelærdom, og kunde
de ikke sige ham, h v o r f o r de vilde til Alters, tog han dem
ikke med- Der er fortalt, at da Konfirmanderne sidste Gang
var hos ham før Konfirmationen 1811 eller 1812, talte han
med dem i flere Timer, og derefter faldt han paa Knæ midt
V.