55 / 245
51
togene, skrev aandelige »Vækkersange« i bunden og ubunden
Stil. Samlingen »Ny t a a r s n a t « er den Frugt, dette »Svær
merliv« har sat i Litteraturen. Bogen er tilegnet hans Fader
med et Digt, henvendt til Faderen og formodentlig sendt ham
paa hans Halvtredsindstyveaarsdag som Præst den 5. Decem
ber 1810, hvori følgende Selvbekendelse fremkommer:
»Lavrbærkransen har jeg bejlet til,
men ej mer jeg tragter den at vinde;
hvad er vel et broget Farvespil,
hvad en Krans, som Mennesker kan binde?
Hvad er Kløgt, og hvad er alt paa Jord
mod det rene, klare Guddomsord?
Derfor skal min Sang nu ene tone
til hans Ros, som steg fra Himlen ned.,
som os vilde med vor Gud .forsone,
skænke os en salig Evighed.«
Og han beder sin Fader, mens denne endnu kan tale
Herrens Ord, at lyse Velsignelsen over ham, saa hans Tro
maa komme til at ligne de helliges i Himmerig:
»Himlens Herre det alene veed,
hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger;
det dog veed du, Fader, Herrens Fred
er det eneste paa Jord, som kvæger.
Lys den over mig i Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikre Havn
skal jeg stævne over Livets Bølger;
lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg er jeg, naar mig min Jesus følger;
Lys og Kraft han er endnu i Dag!«
Ellers indeholder Bogen foruden en til Oplysning om hans
Levned og Udvikling særdeles vigtig Fortale 3 Digte: » L i
v e t s Æ b l e r « , » S o r ø K i r k e « og » J u l e s a n g « . Det
første hævder, at den saakaldte »Oplysning« har narret Me
nigheden for Paradisæblerne, og maner til Korstog mod Jætter
og Trolde for at vinde dem tilbage. Det andet, der dvæler ved
Sorøkirkens Minder, er en Kirkegang, ej til Opbyggelse, men
kun et Besøg ved Heltegravene, en Vandring gennem Kirkens
Vaabenhus, som han den Gang kaldte Kirke, da han endnu
troede at komme Herren nær ved stolte Kæmpeskridt og ej
ved ydmygt Knæfald. Den »Julesang«, hvormed Bogen slutter,
dømmer han selv siden meget haardt: »Den harhartad
in
gen Spor af den Aand og Salvelse, der glædervort Hjerte
ved
Luthers og Kingos Højtidssalmer-«
4*