56 / 245
52
I disse hans stolte Sværmeris Dage var det, man vilde
have ham slettet af Kandidatlisten; og ser man paa, hvilke
Planer han havde, forstaar man, hvilket Indtryk Faren her
for maatte gøre paa ham. Mange Aar efter (1828) skildrede
han, hvordan han vaagnede i Gru, i Forfærdelse, ja i glødende
Harme, da det ikke maatte være ham tilladt, naar han i
Drømme besøgte den faldefærdige Kirke med sine Fædres
Grave, at ofre den en Taare, »som«, siger han, »jeg mindes
grant, randt uvilkaarlig og faldt paa Papiret, da i min Drøm
meprædiken Øjet faldt paa disse. Denne Taare, den første ret
fromme, jeg i mange Aar havde grædt, kunde jeg umulig
angre, og nu efter 18 Aars Forløb, da kun den almægtige
kan tælle Taarerne, der i disse Aar er rundne ned ad mine
furede Kinder, nu er jeg lige saa langt fra at angre den; thi
den blev Indgangen til disse.«
Det synes at have været, mens han i sit »Sværmeris«
Tid hengav sig til begejstret Læsning af Bibelen — især
Davids Salmer — , at det hændte ham, som han paa sine
gamle Dage fortalte saaledes: »Dette (Sværmerliv) endtes
pludselig, da jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgs-
maal: Er du selv en Kristen? og har du dine Synders For
ladelse? — Samvittighedsspørgsmaal, der faldt mig som
Stene, ja som Klipper paa Hjertet. Da lukkede jeg alle Bø
gerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte mig hjem til
min gamle Fader . . . . Nu havde jeg netop Mod paa at
blive Kapellan, naar blot Vorherre vilde antage mig til sit
Ords Tjener.« —
Dette Samvittighedsspørgsmaal: Er du selv en Kristen?
voldte ham en Anfægtelse, der sluttelig gjorde ham helt
sindssyg, saa hans trofaste Venner, Molbech, Dons, Sibbern
og Hersleb, blev stærkt grebne deraf og maatte skiftes til at
vaage over ham, ja, naar Anfaldene kom over ham, ligefrem
kæmpe med ham, til han udmattet faldt tilbage i Sengen.
Molbech har i et Brev til Fru Leth beskrevet hans Til
stand saaledes: »En langvarig Anstrengelse og en til det
yderste dreven Nattevaagen udholdt hans Konstitution ikke.
En betydelig Nervesvækkelse blev Følgen af hine forsæt
lige Brud paa hans svagelige Helbred, og en med hin Svag
hed forenet dyb Grublen over Ideer, som Mennesket aldrig
udtømmer, og hvis Dybde kun bliver rædsom for den, som
vil styrte sig i Afgrunden i Steden for at hæve sig over
den, gav ikke blot hans Tænkning en hel forandret Retning,