52 / 245
48
Faderen gik med Glæde ind paa dette Tilbud og bad
ham om at komme straks; men da Grundtvig stod lige foran
Afgørelsen, blev det ham meget svært at opgive de Sysler,
han nu var kommen ind i, for at blive Landsbypræst. Han
lagde imidlertid Afgørelsen i sin Faders Haand, og for alle
Tilfældes Skyld bestemte han sig til at holde Dimisprædiken.
Til den fik han af sin Censor, Professor P. E. Müller,
opgivet som Tekst Math. 5, 16— 17:
»Lader saa eders Lys skinne for Menneskene, at de
ser eders gode Gerninger og ærer eders Fader, som er i
Himlene! Mener ikke, at jeg er kommen for at opløse
Moses og Profeterne! Jeg er ikke kommen for at opløse,
men for at fuldkomme dem-«
Den Prædiken, han udarbejdede herover, sendte han
Professor Müller med en Bemærkning om, at den ikke var,
som han vilde holde den i en blandet Forsamling, men som
han kunde holde den i Regenskirken i Overværelse af nogle
faa kyndige. Det var ham umuligt og syntes ham upassende
der at tale, som om han stod for en Menighed, der samledes
til fælles Andagt og Opbyggelse.
Han holdt saa, henvendt til Censor og de faa teologiske
Tilhørere, en Prædiken, hvori han stillede det Spørgsmaal:
» H v i e r H e r r e n s O r d f o r s v u n d e t a f h a n s H u s ? «
en klagende og anklagende Tale over Tilstanden i Statskirken,
som »Maskeradeballet« var en Klage over og Anklage mod
den folkelige Tilstand. Men Prædikenen vakte anderledes
Opsigt end »Maskeradeballet«. Prædikenen var saa godt ud
arbejdet og blev saa vel holdt, at han fik Karakteren
»Laudabilis et qvidem egregie« (Udmærkelse) for den, og
for saa vidt var alt godt; men da han saa udgav den i
Trykken, fordi »unge Forfattere hellere gemmer smaat i Litte
raturen end i Pulten«, brød der en Storm løs imod ham.
Prædikenens Indhold kan bedst antydes ved følgende
korte Afsnit: » . . . . Herrens Evangelium gik fra Slægt til
Slægt, Tiderne førte det med sig, og selv vi, som bygger saa
højt i Nord, vi, der fødtes over 1700 Aar, efter at de Læber
blegned, der første Gang fjernt i Østen forkyndte det glade
Budskab, selv vi har anammet det af vore Fædre og skulde
gennem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste