NFSGrundtvig

Ønske — at faa ham hjem til Forældrene i Udby; og den

20. December forlod han København, ledsaget af Sibbern.

Rejsen kunde den Gang ikke gøres paa een Dag, og den Nat,

de tilbragte i en Kro undervejs, var meget streng for Grundt

vig. Han følte, at han ikke kunde sove, og blev derfor

oppe, efter at Sibbern var gaaet i Seng. Denne vaagnede

om Natten og saa da Grundtvig knælende i et Hjørne af Stuen

og hørte ham raabe til Gud i sin Nød. Han havde, for

klarede han Sibbern, følt Djævelen som en Slange sno sig

om hans Krop. Sibbern var stærkt bevæget og søgte at

trøste ham; men det varede længe, inden han kunde faa ham

til Sengs.

Da de den næste Dag kom til Udby, og Sibbern havde

givet Grundtvigs Fader Forklaring om hans Tilstand, udbrød

denne: »Gud ske Lov! saa lider han af Anfægtelser-« Dem

kendte han af egen Erfaring som Indøvelse i Korsets Ridder

orden, som Dragelser fra Gud.

Under Hjemmets Tag og i Samfundet med sine fromme

Forældre kom Grundtvig meget snart til saa megen Ro og

Fred. at han den 23. December kunde samle sig og skrive

et Brev til sine Venner i København, der »gød en skøn

Straale af Haab i deres Hjerter,« som Molbech siger.

Allerede den 29. December var Grundtvig igen i Køben

havn, hvor han paa Aarets sidste Dag indgav en Ansøgning

til Kongen om, at han i Sagen angaaende hans Dimisprædiken

maatte blive tiltalt og dømt efter Loven i Steden for at

modtage en efter hans Mening ugrundet Tilrettevisning. Det

blev ham ikke tilstaaet. Derimod fik hans Fader Embedet

tilbage, som han havde søgt og faaet Afsked fra, og det blev

ved den afgaaede Biskop Balles Mellemkomst bevilget, at

Grundtvig maatte blive Faderens Kapellan.

Den 29. Maj blev han ordineret af Biskop Munter, og

1ste Søndag efter Trinitatis blev han indsat i Embedet af

sin ældste Broder, Provst Otto Grundtvig i Torkildstrup-

Den 21. September s. A. meddeler han i et Erev denne

Broder, at han »i Guds Navn har forlovet sig med Lise

Blicher.« Han føjer til: »Vore Forældre er vel tilfredse

med min Forlovelse, og underlig har Gud ført det. For 8

Aar siden var det stærkt i mine Tanker, flere Gange har det

været aldeles ude af dem, som jeg mente; men det kom

altid igen, og til sidst lod det endda, som der slet intet

skulde blive af. Jeg kunde fortælle dig grumme meget om,

hvor herligt jeg mener, mit Valg er, osv.«