63 / 245
59
formindsket hans Glæde i sin Gerning, hvis han ikke længe
havde vidst, hvor meget Sektvæsnet griber om sig. — Mange
Kristne har adskilt Tro og Moral mere end han. Han ærer
Bibelen som Menneskeslægtens ypperste Klenodie, hvori alle
Visdoms og Kundskabs bedste Rigdomme er gemte, men har
ikke i Sinde at bortkaste Filosofien, der har Korn saavel
som Avner. — Der kunde være meget at tilføje; men han
har hverken Tid eller Lyst. Grundtvig har altid sine Me
ninger fuldt færdige, men saa følger Fortrydelsen bagefter.
Hans Udtryk er halvt hovmodige, halvt mismodige og helt
umodne; og han (Mynster) har ingen Lyst til nogen Samvir
ken med Grundtvig.
Den 22. December svarede Grundtvig paa dette Brev. In
gen Prøve skal være ham for tung, naar det gælder om at vinde
en Kristens grundede Velvilje, og en Kristen anser han Myn
ster for at være. Hykler veed dog Mynster, han ikke er, og
naar han nu svarer venligt paa Mynsters haarde Ord, maa
denne da forstaa, at Fredens og Kærlighedens Aand dog har
nogen Magt i ham. Mynsters haarde Ord stak ham; thi det
gjorde ham ondt at miskendes af en Mand, hvis gode Om
dømme han inderlig ønskede og ikke troede sig uværdig til;
og det krænkede ham at blive behandlet som en næsvis,
uforstandig og letsindig Dreng af en Mand, hvem han vel i
Kundskab, men hverken i Alder, Retsindighed eller Aands
gaver kan erkende at staa højt over ham. Imidlertid har
han beraadt sig med Gud i Himlen og Følgen er bleven, at
han skal tale venligt eller tie. Det første vilde i Begyndelsen
ikke gaa, og »halvt hovmodig og halvt mismodig« besluttede
han da at tie; men dette Forsæt var »helt umodent«; thi
ved at læse i Mynsters Prædikener kom han til at forstaa,
at Mynster drev es af Guds Aand, og derved kom han til at
haabe, at Mynster en Gang vilde fortryde at have været
haard mod en Broder. Mynster var bleven vred, fordi Grundt
vig spurgte, om han var en Kristen; men Grundtvig vilde
ikke blive ved med at være vred, fordi Mynster havde sagt
om ham, at han var en Bogstavens Træl, der ikke var iført
Kristus. Johannes Døber tvivlede, skønt han havde set
Aanden, og sendte Bud; men Herren vrededes ikke. Han
havde ikke spurgt af Nysgerrighed, men fordi han anfægtedes
af Tvivl; og han havde ikke ladet Mynster udspejde. —
Brevet slutter med en Henstilling til Mynster, om der
ikke kan være saa vidt Fred imellem dem, at de ikke